Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Lurpak på vej til at skifte ejer

Af Gudrun Andreasen - 10. aug. 2012 KL. 09:26

I Mejeriforeningen drøftes muligheder for, at Arla kan overtage rettighederne til dansk landbrugs bedst kendte brand

Lurpak er et af dansk landbrugs stærkeste brands. Men skal det også i fremtiden være fællesejet, eller skal Arla overtage ejerskabet.

Det diskuteres for tiden i mejeriselskabernes bestyrelser og i Mejeriforeningen, og der ventes senere på året at komme et forslag på bordet, som mejerierne kan tage stilling til.

Arla sidder på 92 procent af stemmerne og kunne således selv træffe beslutningen.

- Men det sker ikke. Vi ønsker, at der skal være bred enighed om, at det er en god idé, at Arla overtager rettighederne. Vi ønsker, at der skal være ro omkring mærket, siger Astrid Gade Nielsen, Vice President i Arla.

Alle har krav om orientering

Spørgsmålet er hidtil behandlet internt i et udvalg under Mejeriforeningen, og medlemsmejerierne er blevet orienteret. Men danske landmænd er som sådan ikke blevet orienteret.

Dog har Naturmælks bestyrelse fundet det naturligt at informere sine andelshavere.

- Vi mener, en afhændelse af Lurpak-mærket påvirker alle mælkeproducenter i Danmark, og derfor har de også krav på at blive orienteret om, hvad der sker, siger Frode Lehmann, formand for Naturmælk.

- Lurpak-mærket er en god forretning for alle mælkeproducenter, for det sikrer, at flødeprisen på dansk fløde ligger væsentlig over flødeprisen i andre lande. Så selv om kun fire mejerier producerer smør under Lurpak-mærket, kommer det alle til gode.

- Umiddelbart er jeg mest stemt for, at mærket forbliver i Mejeriforeningens eje, men jeg er enig i, at det skal beskyttes bedre end nu, for i dag kan et udenlandsk mejeri få adgang til rettighederne ved at overtage et dansk mejeri.

- Jeg kan være lidt urolig for, at Arla overtager mærket, for med de ambitioner Arla har, er det er spørgsmål om tid, før der ikke længere er dansk flertal i bestyrelsen.

- Jeg synes, man skal være betænkelig ved at overdrage sådan et klenodie som Lurpak til et multinationalt selskab, siger Frode Lehmann.

Vil investere i Lurpak-mærket

Baggrunden for Arlas ønske er selskabets strategiske satsninger på tre mærker: Arla, Castello og Lurpak.

- Vi har besluttet at investere rigtig mange penge i udbygningen af Lurpak-mærket, og så synes vi, det er fornuftigt selv at råde over det. Vi har set, hvordan Lurpak er vokset på det russiske marked, og vi tror, vi kan skabe tilsvarende vækst på andre markeder, men det kræver store investeringer at bygge disse markeder op, siger Aastrid Gade Nielsen.

- Lurpak er en af kronjuvelerne inden for mejeribranchen, men jeg tror også, der er bred accept af, at Arla har været med til at bygge mærket op til det, det er i dag.

Hvad er det værd?

- Det har jeg intet bud på.

Om Arla ved overtagelse skal betale en klækkelig sum til de øvrige medlemmer af Mejeriforeningen, behøver ikke give den store hovedpine, for Arla skal i så fald selv have 92 procent tilbage.

Vil bevare Lurpaks kraft

Thise Mejeri sidder med i udvalget, der forsøger at finde frem til en løsning.

- Vi arbejder med en plan for Arlas overtagelse, men har også en alternativ plan. Det, der betyder noget, er at bevare Lurpak-mærkets kraft, og er Arla-løsningen den bedste løsning til det, så er vi med på det, siger Niels Erik Nielsson, formand for Thise Mejeri.

I dag producerer også Thise Mejeri, Bornholms Mejeri og Nørup Mejeri smør under Lurpak-mærket. Det vil de fortsat have mulighed for. Arla forestiller sig, at det kan ske via licensaftaler, hvis Arla får rettighederne.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame