Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Få fuldstændig styr på foderblandingen

Af Mads Blenker - 18. jul. 2017 KL. 12:42

HiSpec præsenterer nu en NIR-sensor til blandekarret, som justerer blandingen efter tørstofindholdet i realtid.

Nu er tiden forbi, hvor man som mælkeproducent må krydse fingre og håbe på det bedste, når man læsser sit foder. Hi-Spec er nemlig klar med en NIR-sensor, der kan monteres i karret på blandevognen, og på den måde kan man være sikker på, at køerne får den mængde tørstof der er tiltænkt det enkelte fodringsafsnit.

- Ensilagefoder er som en svamp. Det suger en masse vand, når det regner, og det tørrer ud, når solen skinner. Derfor kan tørstofindholdet i ét kg ensilagefoder variere helt ekstremt. Som bekendt er det tørstoffet, som køerne lever af, og derfor er det afgørende, at landmanden kender tørstofindholdet i det foder, som han læsser, forklarer Erik Dahl fra Hi-Spec, der står for import og salg af det nye NIR-system.

På Grovfoderekskursionen blev systemet præsenteret, og det har fået navnet NIR-Inline. Systemet produceres i Italien af Dinamica Generale, der har 17 års erfaring med at producere NIR-sensorer til landbrugsudstyr.

- Der findes jo allerede flere andre løsninger med NIR-sensorer til brug ved foder, men det kan ikke måle sig med den præcision, men opnår, når sensoren sidder i blandekarret. Samtidig kan systemet justere blandingen i realtid. Det fungerer ved, at man læsser eksempelvis 80 procent af sin ensilage i blanderen, og så analyserer sensoren tørstofindholdet af læsset. Bagefter får man så en opdateret plan, så man er sikker på at ramme det rigtige antal kilo tørstof, siger Erik Dahl.

Ensartet fodring

Den største fordel ved det nye system, der kan eftermonteres på eksisterende blandevogne, er, at man er sikker på en ensartet fodring.

- En ko er nærmest som en autist. De kræver faste rammer og en fuldstændig ensartet fodring hver dag, siger Erik Dahl og fortsætter:

- Hvis du ikke kender tørstofindholdet, og fodringen bliver skæv, risikerer man, at der ligger foder tilbage på foderbordet. I det foder vil der også være en andel af de vitaminer og mineraler, som man har tilsat. Det er både dyrt og uklogt. Det håber jeg, at det nye system kan være med til at undgå. Ligeledes vil vi undgå underfodring, som vel nærmest er en katastrofe ? i hvert fald koster det på produktionen.

Hos Hi-Spec regner man med, at målgruppen for det nye system er besætninger med mindst 200 køer. Systemet koster omkring 175.000 kroner inklusiv montering, men de kan hurtigt være tjent ind igen.

- Jeg mener, at systemet kan være med til at reducere foderomkostninger, og ligeledes er det fakta, at en ensartet fodring forbedrer sundhedstilstanden i besætningen, siger Erik Dahl.

Samarbejde med Seges

Landbruget er i gang med en stor teknisk revolution, hvor landmanden hele tiden får flere muligheder for at kontrollere forskellige faktorer i produktionen, og en NIR-sensor i blandekarret er endnu et skridt på den sti.

- Jeg plejer at sige, at der findes tre foderplaner. Den første er den, som kvægkonsulenten laver, der er den teoretisk korrekt. Den næste er den, som landmanden så rent faktisk får blandet og den sidste er så den foderplan, som koen oplever. Med vores nye system mener jeg, at vi kan præsentere koen for noget foder, der ligger så tæt som muligt på det planlagte, forklarer Erik Dahl.

Hvis man investerer i NIR-Inline sensoren, kan man være sikker på, at der ligger faglighed bag, lyder det fra Hi-Spec.

- Med i prisen er en kalibrering, der bliver udført af Seges, så man er sikker på, at systemet passer til forholdene på bedriften. Seges kommer med ud, og tager prøver af ensilagen, som analyseres på laboratorium. På den måde ved vi, at systemet er kalibreret korrekt. I løbet af året vil Seges så komme ud og tage nye prøver, så landmanden hele tiden har et system, der er kalibreret korrekt, siger Erik Dahl.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame