Det er ikke usædvanligt, at nyligt fravænnede grise udvikler diarré. Risikoen for fravænningsdiarré er en væsentlig grund til, at landmænd tilsætter forskellige stoffer i smågrisefoderet.

Foderadditiverne støtter grisenes tarmfunktion eller holder bakterievæksten i ave. Det er dog ikke altid, at effekten af foderadditiver kan forklares. Det er tilfældet med zink, som er ét af de virkningsfulde foderadditiver, men det har forskere fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, nu rådet bod på.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Forskerne har anvendt et Ussing-kammer til at afsløre, hvordan zink virker hos smågrise. Et Ussing-kammer, som blev opfundet af den danske fysiolog Hans Ussing i 1950erne, kan bruges til at måle gennemtrængeligheden og den aktive transport af ioner i tarmens tynde hudlag (tarmepiteliet). De to parametre har stor relevans for måling af tarmens sundhed.

Zinkmangel

Man har hidtil formodet, at zinks positive effekt overfor diarré kunne tilskrives den hæmmede eller direkte dræbende effekt på bakterierne i tarmen, som man har observeret. Resultaterne fra forsøgene med Ussing-kamre giver dog også en anden, mere fysiologisk forklaring.

Ved at kombinere målinger fra Ussing-kammeret med andre laboratorieteknikker og undersøgelser i grisestalden, har forskerne nemlig fundet ud af, at den positive effekt på tarmsundheden tilsyneladende opstår, når zink optages i blodet og påvirker tarmvævet indefra.

- Vi tror, at smågrise udvikler zinkmangel i de første dage efter fravænning, fordi de har en lav foderoptagelse. De kommer hurtigt i underskud, fordi zink ikke oplagres. Ét af de tidlige symptomer på zinkmangel er netop diarré, siger Dorthe Carlson.

Fordelen ved at inddrage teknikken med Ussing-kamre er, at den kan spore selv små forandringer i tarmvævet. I et andet forsøg udført i samarbejde med KU-Life og Nor-Feed A/S blev det vist, at quinoa-skalmel har en positiv effekt på tarmsundheden hos smågrise, selvom det ikke kunne spores på grisenes vækst.