I den kommende uge ruller en Claas Xerion 4000 Saddle Trac med Zunhammer-gylleopbygning for første gang i marken hos Ørvad Maskinstation.

Men hvordan kommer en nordjysk maskinstation i tanke om at investere i et køretøj, som man ikke har set før i Danmark?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forklaringen er, at Kenneth Jensen - søn af Kurt Jensen, der er medejer af Ørvad Maskinstation - så et videoklip på Youtube.

For at finde ud af om Xerion Saddle Trac og Zunhammer-gylleudstyr var den rigtige løsning til den nordjyske maskinstation, henvendte Kurt Jensen sig til Almas Agro. Her gik salgskonsulent Mads Christiansen i gang med at opsøge information på denne maskine, som man hidtil ikke har set på vores breddegrader. I den proces blev både salgs- og produktchef for Claas-traktorer hos LMB Danmark, Lars Johnsen, og produktspecialist hos Zunhammer i Tyskland, Michael Meuer, inddraget.

Flere møder

Gentagende drøftelser og møder førte til et besøg på Claas-fabrikken i Harsewinkel i september 2015 for at se på produktionen af Xerion-traktorer, samt et besøg hos en maskinstation i området, for at se gyllemaskinen i marken. Der har været andre løsninger på tale, men turen til Tyskland var med til at overbevise Ørvad Maskinstation om, at dette er løsningen for dem.

Ørvad Maskinstation regner med at udbringe 50.000 kubikmeter gylle årligt med den nye gyllemaskine. Fordelene frem for en traditionel traktor og vogn er høj kapacitet i marken også i kuperet terræn og desuden færre strukturskader i markerne blandt andet på grund af muligheden for at forskyde hjulene på Xerion i dogwalk, så alle hjul køre i hver deres spor.

Ud over gyllekørsel arbejder Ørvad Maskinstation især med opgaver henvendt til kvægbrug, blandt andet græshåndtering (slåning, rivning, snitning, frakørsel og stakning), udbringning af møg samt såning af korn, majs og roer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

At man fik øje på en Claas-maskine på Youtube er måske ikke helt tilfældigt, da Ørvad Maskinstation gennem flere år har haft gode erfaringer med både Jaguar-finsnittere, Lexion-mejetærskere og traktorer fra Claas.

Hos Almas Agro har man oplevet hele processen i forbindelse med denne handel som særdeles spændende, og man håber, at andre kunder også vil få øjnene op for, at der er stort potentiale i denne kombination af Xerion og Zunhammer.