Hos Washpower i Bedsted, der er kendt for vaskerobotter til svineindustrien, opstod en god idé for fem år siden. Her blev den første kassevasker nemlig fremstillet til en virksomhed, hvor flowet af kasser ikke helt berettigede sig til en investering i store vaskesystemer.

- Vores kassevasker kan vaske kasser og kar til mink- fiske og slagterindustrien. Normalt foregår den slags på store anlæg, men vi har fremstillet et billigere alternativ, som fungerer til at vaske og desinficere, fortæller Morten Bonde, der er service manager hos Washpower.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det, der er specielt ved vores kassevasker, er, at den kan vaske systematisk med få dyser samtidig med, at den sikrer begrænset vandforbrug. Dyserne kører rundt om karret - både udvendig og indvendig. Vasketiden er på omkring 45 sekunder - alt efter hvor rent, det skal være, fortæller Morten Bonde.

- Karvaskeren er opbygget således, at de beskidte kar sættes ind på et bånd med en truck. Derefter åbnes lågerne indtil vaskezonen automatisk, og karet kører ind til vask. Det nyvaskede kar kører automatisk ud samtidig med, at det nye, beskidte kar kører ind, siger Morten Bonde, og tilføjer:

- Det fjerner det langsommelige og til tider hårde og belastende arbejde for medarbejderen. Hvis det var en medarbejder, der skulle gøre det rent med en højtryksrenser, ville han måske vaske det samme sted fem gange, selvom det ikke er nødvendigt, På denne måde spares der også på vandforbruget.

Fokus på kassevasker

Lige nu har Washpower flere demotests med kassevaskerne rundt omkring ved virksomheder i Danmark, og flere har allerede købt en løsning - blandt andet hos Pelscenter Vestjylland, hvor den kassevaskeren er blevet meget populær.

- Responsen fra virksomhederne er rigtig god. Ved Pelscenter Vestjylland i Lemvig, hvor vi netop har sat en kassevasker op, skal der køres 200 kasser igennem om dagen i de to måneder, de pelser mink. Her kan kassevaskeren forrentes på få år, fortæller Morten Bonde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Washpower har indtil nu ikke haft stor fokus på deres kassevaskere, men det skal der til at laves om på. Blandt andet vil virksomheden bruge sin deltagelse ved dette års Agromek på at udbrede budskabet om deres produkt.

- På vores stand på Agromek kan vi desværre ikke have en kassevaskeren med. Men vi har selvfølgelig planer om at fortælle om den og har masser af materiale med til de interesserede, fortæller Morten Bonde om kassevaskeren, der bliver ordreproduceret.