Når høsten skal i hus, skal det gå stærkt. Derfor er der mange, der hyrer ofte mindre eksterne transportører til at køre med de allersidste læs.

Men mange vognmænd - der måske ikke er vant til at køre med foderkorn - er ikke registreret hos Fødevarestyrelsen, sådan som foderhygiejneforordningen forlanger. Det viser en stikprøvekontrol af 60 transportører, som Fødevarestyrelsen gennemførte sidste år, mens kornet tørrede i sommervind og mejetærskerne kørte i døgndrift.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mere end hver fjerde vogntog, der blev vinket ind til siden, havde således ikke papirerne i orden, og fik en indskærpelse for ikke at være registreret hos Fødevarestyrelsen.

Risikoen ved at bruge en transportør, der til daglig anvender sine vogne til eksempelvis transport af affald eller byggemateriale, er at der kan ske forurening af foderet med deraf følgende risiko for både foder- og fødevaresikkerhed.

Under sommerens kontrol fandt Fødevarestyrelsen stort set ikke eksempler på uhygiejnisk transport af foder.

En registrering hos Fødevarestyrelsen skal sikre, at det er muligt for myndighederne at trække transportøren ud til stikprøvekontrol og i øvrigt kontrollere, at der er styr på registrering og at foder håndteres forsvarligt. Derfor er det vigtigt at have styr på papirerne.