El er kommet for at blive. Sådan sagde mange folk sikkert tilbage i elektricitetens spæde år. Og selv samme scenarie er nu på vej til at blive gentaget i maskinverdenen i landbruget.

På Agritechnica 2011 kunne man stifte bekendtskab med en masse nyheder, hvor elektrisk overførsel af energi fra traktor til redskab indgik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men en standardiseret metode er i den forbindelse ikke lagt fast endnu. Det arbejder en række virksomheder på, og på Agritechnica viste blandt andre Rauch et nyt el-stik til at koble redskaber og maskiner sammen.

- Vi har udviklet dette nye stik i samarbejde i gang med en række virksomheder blandt andet John Deere og Agco. Stikket kan overføre 150 kilowatt, og der er i princippet ingen hindring for, at man godt kan have to eller tre udtag på traktoren til et redskab, så man på den måde kan overføre meget mere effekt end blot 150 kilowatt, fortæller Jan Veers, marketingansvarlig hos Rauch.

Han ser det meget vigtigt, at stikket anerkendes som en standard, så virksomheder i branchen har noget at arbejde ud fra, når der udvikles nye traktorer, maskiner og redskaber i landbruget.

- Der er ingen, der ved, hvordan det ser ud om 10 år. Derfor er det vigtigt at få standardiseret nogle komponenter, så de forskellige virksomheder ikke arbejder i øst og vest med forskellige løsninger, der i den sidste ende kan skade slutbrugeren.

- Vi ved tingene går rigtig stærkt lige nu, og det er derfor vores el-stik kan håndtere 150 kilowatt. Ingen producent af traktorer kan overføre så store mængder energi på nuværende tidspunkt. Men igen; hvordan ser verden ud, når der er gået 10 år? Det er svært at svare på, konkluderer Jan Veers.