Det hedder ikke længere husbondafløser, men egentlig kunne det godt hedde driftsleder. Det er nemlig i høj grad det, man får, hvis man sender bud efter en vikar.

Hvad enten vikaren skal overtage pasningen af et landbrug i en periode, eller assistere de faste folk, der kender alle rutiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi sørger for at investere i vores vikarer, så vi bliver så attraktive som muligt i forhold til kunderne – landbrugene – som der bliver færre og færre af, siger Søren Skyldahl. Han er vikarkonsulent i Vikar- og Hjemmeservice Midt-Vest, der er et af de 15 selvstændige bureauer, der er med i landbrugets vikarservice.

Kursus-investering

Vikar- og Hjemmeservice Midt-Vest har også med hjemmeservice og rengøring at gøre, men hovedopgaverne ligger inden for landbruget, og ud af de 100 landbrugsvikarer henter 70 af dem en årsløn på at tage fra sted til sted for at række en hjælpende hånd.

- Vi sørger for, at vi hele tiden har en effektiv medarbejderstab ved at sende vores folk på kurser i både kvægproduktion, minkavl, robotter og klovbeskæring. Vi skal jo kunne klare de fleste opgaver – inklusive at slå muldvarpe ihjel eller hjælpe med at vaccinere mink eller klippe dyr, siger Søren Skyldahl. 

Han tilføjer, at kurserne også er en investering i de ansatte, så de forhåbentlig har lyst og mulighed for at fortsætte i branchen.

Det er ikke altid lige let at finde de dygtige folk, der vil være vikarer. Nogle af dem vil nemlig hellere ud at have et fast job med en fast løn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg går ikke nødvendigvis efter at ansætte en uddannet landmand. Jeg vil hellere have en, der har prøvet lidt og kommer med en god praktisk ballast i rygsækken. Det betyder mere end nogle papirer, siger Søren Skyldahl.

God til robot

At kunne håndtere en skovl eller en greb er ikke længere nok til at hente en dagsløn på landet.

- Jeg vil hellere have en vikar, der er godt til at passe en robot eller køre den nye Fendt-traktor. Vi sender en driftsleder, siger konsulenten.

Søren Skyldahl konstaterer, at efterhånden som bedrifterne er blevet større, er de også blevet bedre til at klare afløsningerne ved ferie eller sygdom.

- Men der går ikke bare en mand for meget, så hvis der pludselig mangler et par ansatte, så er der brug for hjælpe udefra. Der er også landmænd, der bruger os til fast medhjælp nogle timer hver uge. Det er billigere for en landmand at hyre en vikar i 15 timer end at ansætte en medhjælper på fuld tid, siger Søren Skyldahl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Puslespillet

Hvis man bestiller sin vikar i god tid, og hvis man betaler et lille ekstra-tillæg, kan en landmand så vidt muligt få en ”ønskevikar”, som er den faste vikar, der kender rutinerne.

- Det er ikke altid sikkert, man kan få den, man ønsker, men så sender vi den næstbedste. Det er lidt et puslespil at få til at gå op, men en del kunder er overrasket over, at vores vikarer kan gå ind og afløse så meget, som de kan, siger konsulenten.