Foruden en ny gyllevogn har Skamstrup Maskinstation ApS også fået leveret en helt nyudviklet 36 meter bom fra Harsø Maskiner A/S - desuden har Harsø Maskiner udviklet et nyt system til afstivning af bommens vinger. Styringen sker gennem Harsøs touchskærmbetjening.

Velkendt bom vokser

Harsø Maskiner har i flere år produceret antidryp-slæbeslangebomme, som leveres til både egne og andre producenters vogne. Bommene leveres med Harsøs patenterede skæreringsfordeler, og der kan monteres flere fordelere på den enkelte bom, hvorved en mere ensartet fordeling ved start og stop sikres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye bom hos Skamstrup Maskinstation er på 36 meters arbejdsbredde og er monteret med fire fordelere:

Henholdsvis to fordelere med udløb på begge sider, samt to fordelere med udløb på den ene halvdel.

Bommens første vingesektioner er på godt 10 meter, og således er bommens fysiske minimums arbejdsbredde 24 meter. Dertil kommer to yderled på seks meter, og bommen kommer dermed op på i alt 36 meter.

Sikring af vingerne

Med en så stor arbejdsbredde skulle der noget ekstra til for at sikre bommens vinger. Ved for eksempel en pludselig opbremsning eller en lidt for voldsom ændring af kørselsretningen vil bommens vinger naturligtvis udsættes for et voldsomt stød.

Og på de hidtidige konstruktioner vil det sandsynligvis få springboltene i hydraulikstemplerne til at give efter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med så stor bredde ville vingerne i princippet kunne klappe hen og ramme traktoren, hvis traktoren er ved at dreje. Derfor skulle der en anden løsning til, fortæller Harry Højvang Sørensen, Harsø Maskiner.

Således udviklede Harsø Maskiner nogle support-arme, som afstiver og støtter bommen på langs med kørselsretningen. Armene er monteret henholdsvis på hver side af gyllevognens tank og et stykke ud på hver vinge af bommen.

Cirka midt på support-armen er der et hydraulisk tandhjulsled, som folder support-armen ind sammen med bommen.

Antidryp med hele slanger

Antidryp fungerer på Harsø bommene således, at der under den egentlige bom ramme sidder endnu en ramme, hvor gylleslangerne er monteret gennem og holdes rette ved hjælp af en fjederanordning. Denne underramme vippes 180 grader op via to hydraulikstempler for hver sektion. Mellem hovedrammen og underrammen er gylleslangen monteret vandret, og det er altså her om slangen drejer, når den nederste del vippes op. På den måde opstår der ingen knæk på gylleslangen, og man kan derfor anvende hele stykker gylleslange fra fordeleren og ud til udløbet lige over afgrøden.