Travle og lange arbejdsdage er ofte skyld i, at kompetenceudvikling bliver nedprioriteret, og for at imødegå det problem har Seges udviklet podcasts med vigtig faglig viden, så man kan udvikle sin kompetence, så snart lejlighed byder sig.

- Det er vigtigt hele tiden at udvikle sine kompetencer ved at få ny viden, og her er podcasten en god løsning i en travl hverdag, fortæller Karen Tegllund, uddannelseschef hos Seges Akademi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er forskelligt, om vi lærer bedst ved at lytte, læse eller noget helt tredje. Lærer man bedst ved at lytte, har podcasten en klar fordel, fordi den nye viden bliver fortalt.

Podcast har desuden den fordel, at den er uafhængig af tid og sted.

- Du bestemmer selv, om du vil høre den, mens du sidder på traktoren, arbejder i stalden eller venter hos mekanikeren. På den måde tvinger podcasts dig ikke til at finde mere tid i din hverdag, men giver dig mulighed for at få mere ud af tiden, siger hun.

Landmand: God idé

Søren Lykkegaard Hansen, der er planteavler på Fyn, benytter sig allerede af podcasts, når han er på farten.

- Jeg hører gerne podcasts, når jeg er i bilen. Det er nemt og en god måde at få sat nogle tanker i gang på, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han synes, det er en god idé, at SEGES laver podcasts, der er henvendt til landbrugt.

- Jeg lytter allerede til mange gode podcasts om for eksempel ledelse, men man kan godt høre, at det er folk, der ikke arbejder med landbrug, som udtaler sig. Derfor synes jeg, at det er en god idé med podcasts, der sætter fokus på ledelse i et landbrugsperspektiv og på andre landbrugsfaglige emner, siger Søren Lykkegaard Hansen.

Han understreger dog, at han ikke vil lytte til oplæsning af tunge rapporter, men vil inspireres af eksperter, der fortæller om relevante emner, eller høre debatter mellem flere eksperter.

Podcasts på vej frem

Søren Lykkegaard Hansen er ikke den eneste, der lytter til podcasts.

Ifølge Kim Herborg Kristensen, konsulent i Koncern Digital hos Seges, vokser podcasten eksplosivt i disse år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Podcasten bliver kun større og større, og i Danmark lytter cirka 200.000 dagligt til podcasts. Det giver en enorm frihed for brugeren at kunne lytte, når det passer ind i hans eller hendes hverdag, og den frihed vil vi også gerne give landmanden, fortæller Kim Herborg Kristensen.

Seges har allerede lavet podcasts om emner som ledelse og generationsskifte, og der er flere på vej inden for områderne svin, kvæg og planter.