Formand for Holstebro Struer Landboforening, Kristian Gade nævnte på generalforsamlingen tirsdag aften en række af de initiativer, som foreningen har været involveret i gennem året.

Generelt finder formanden, at kontakten og dialogen med forbrugerne og de kommende generationer er utroligt vigtigt:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vigtigt, at vi i tide spotter forbrugertrends, så vi kan tilpasse vores produktion de ændrede forbrugervaner, sagde han.

For at få en større forståelse arrangerede landboforening i efteråret en aften, hvor udviklingschef hos Coop Trine Meyer, Poul Pettersson Arla, økologisk svineproducent Bertel Hestbjerg og L&F formand Martin Merrild deltog.

- Vi har selvfølgelig fuld respekt for at forbrugerne selv beslutter, hvilke fødevarer de ønsker at komme i indkøbskurven, men det er ikke rimeligt, at de store detailkæder kan ødelægge det for en lang række producenter, når de politisk, som det skete med buræggene, udelukker disse fra deres hylder - så har forbrugerne jo ikke et reelt valg, sagde formanden.

Han fandt det dog samtidig glædeligt, at flere forbrugere gerne vil bruge flere penge på fødevare, specielt vil de betale ekstra for dyrevelfærd, miljø, bæredygtighed og økologi.

- Som producenter skal vi ikke bestemme, hvad der er bedst, men vi skal hver især, konventionelle og økologer sælge vores produkter på de styrker, vores varer har, og er der et marked for svinekød produceret uden brug af antibiotika, ja, hvorfor så ikke producere dette, spurgte han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stenrige landmænd

Landboforeningen tog en tørn med at levere marksten, der kan være med til at forbedre vandkvaliteten i Limfjorden.

- Det er fantastisk at opleve den hjælpsomhed fra jer medlemmer, uanset hvad vi sætter i gang af aktiviteter. Den store stensamlerdag, som vi havde den 4. november er et godt eksempel ? i løbet af ingen tid havde vi samlet 120 tons sten ? et arrangement der fik god medieomtale ? en medieomtale der også er med til samle point på vores image konto, sagde Kristian Gade.

Vand og vind

Et andet af de projekter, landboforeningen har arbejdet med, er at være en aktiv sparingspartner til Holstebro Kommune og Vestforsyning i klimasikringsprojektet, der skal hindre oversvømmelser i Holstebro. Her deltager 50 lodsejere, der har jord ned til Storåen i strækningen mellem Hodsager og Mejrup. De bliver mere eller mindre berørt, hvis projektet bliver gennemført. Et projekt hvor der etableres en dæmning, som kan tilbageholde vand ved at oversvømme 150 ha enge og marker.

-Kristian Gade nævnte også, hvordan Holstebro Struer Landboforening er gået ind i dialog omkring nedgravning af kabler fra vindmølleparker og gasledninger til naturgas.

- Vi er ikke imod udnyttelse af vindkraft og gas, og at der som følge deraf skal graves i vores jord. Men skal man gæste os, skal vi have en kompensation, der tager højde for nuværende og kommende værdiforringelser af vores jord, sagde formanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En udfordring til kollegerne

Kristian Gade opfordrede desuden medlemmerne til at deltage i projekt Faunapletter, der i sin enkelthed går ud på, så nogle meter til med en speciel vildtblanding til gavn for dyrelivet og biodiversiteten.

- Uden at komme på kant med vores tilskudsansøgninger kan vi så striber på op til 10 meter i bredden. Vi håber at I alle vil være med til at skabe mere liv i vores dyrkede landskaber.

Og så indrømmede formanden at have væddet med kollegerne i Herning-Ikast Landboforening om at kunne så mere end de 62 kilometer, som lokale landmænd her havde sået i 2016.

Landboforeningen havde ved en aktiv indsats hvervet 20 nye medlemmer og formanden kunne desuden annoncere, at kontingentet for 2017 bliver sat ned. For nogle bliver det en klækkelig reduktion på omkring 2400 kroner årligt.

Valg til bestyrelsen

Desuden var der udskiftning i betyrrelsen. Ud trådte Per Sognstrup og Jakob Skals kom i stedet ind. Willem Dekker blev valgt som suppleant. De nye fagudvalg blev: Christian Dalgaard på kvæg, Troels Lundby på svin, Bjarne Graversen på planter, og Jørgen Tørnæs på økonomi. Desuden Lars Klausholt på blad.