Flere fynske landmænd har nedsat deres forbrug af pesticider som konsekvens af det varme sommervejr. Det skriver dr.dk/fyn.

- Jeg vil vurdere, at vi på grund af den tørre sommer har sparet mellem 10 og 15 procent på pesticidforbruget. Det svarer til omkring 40.000 kroner, siger Hans Boesen, landmand i Veflinge på Nordfyn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har sprøjtet 10-12 procent mindre. Det er den sidste sprøjtning, vi har sparet. Det er altid dejligt, når vi ikke skal ud at sprøjte, da det sparer både tid og penge, siger Carsten Hedegaard, der er landmand i Ørbæk.

Faldende salg af pesticider

Ifølge dr.dk/fyn melder flere pesticidforhandlere om et faldende salg sommeren over. Således oplyser Danish Agro, at de har oplevet et fald på 20 procent i salget af pesticider i årets første syv måneder sammenlignet med samme periode sidste år.

Også DLG har oplevet "stor nedgang" i salget af pesticider sammenlignet med en sæson med normale vækstbetingelser.

- Vi sprøjter kun, når planterne er syge, og så kan det godt være, at vi kommer til at sprøjte lidt mindre. Det er jeg meget positiv over, vi mennesker skal jo heller ikke have medicin, hvis vi ikke er syge, siger Carsten Hedegaard.

Et år gør ingen forskel

Danmarks Naturfredningsforening er i sagens natur positiv stemt overfor det lave forbrug af pesticider, men siger samtidig, at der skal mere til for at det for alvor har effekt på naturen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det skal være flere år i træk, og det skal være en voldsom reduktion og ikke nok med 10-20 procent. For grundvandet vil det ikke gøre nogen forskel, at der er et enkelt år, hvor man sprøjter mindre, fortæller Rikke Lundsgaard, seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.