Selvfølgelig er der folk, som ved alt om en Farmall F12 traktor fra 1936, mens andre er vokset op på ryggen af en blå Fordson Major - men det er ikke kun eksperter og traktornørder, som man sigter efter, når der igen i år holdes Veteran Traktor Udstilling og Landbrugsmaskine Stumpemarked i Aars i Himmerland.

Arrangørerne, Motor og Traktorklubben "Jylland" regner under alle omstændigheder med at genskabe succesen fra 2011 og 2012 under den formentlig største indendørs udstilling af sin art nogensinde i Skandinavien. Den foregår i Messecenter Vesthimmerland i Aars i weekenden 26. og 27. januar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er efterhånden blevet en tradition, at vi sammen med Messecenter Vesthimmerland holder veterantraktortræf hvert år den sidste weekend i januar. Træffet er ikke kun for traktornørder, men skal ses som et forsøg på at vise den historiske udvikling i mekaniseringen af landbruget de seneste hundrede år. Det giver selvfølgelig mulighed for en nostalgisk oplevelse, men skulle også gerne vise vores arbejde for at bevare og fortælle historien, siger Christen Sæderup, der er redaktør for Motor og Traktorklubben “Jylland”.             

Der er endnu ikke helt klarhed over antallet af udstillede traktorer, men klubben er overbevist om, at der vil være over 100 veterantraktorer i hallerne, ligesom der vil være mange gamle maskiner, der skal dække årets tema, som er efterårets maskiner.  

I klubben har man oplevet meget stor interesse for disse gamle landbrugsrelaterede ting, både i Himmerland og andre egne af Jylland.

- Så lige netop kombinationen af at kunne opleve flot restaurerede modeller, og mulighed for måske, at kunne finde lige netop dén lille reservedel, man selv står mangler til ens eget projekt derhjemme, er jo til stede, siger Christen Sæderup.

   Udstillingen vil ligesom sidst også indeholde enkelte forhandlere af både gamle og nye stumper, samt en del udstillere med legetøjs,- og modeltraktorer samt modelmaskiner og modelbiler.