- Hvis ploven er indstillet forkert, giver det et større brændstofforbrug og større slid, og det koster altså på bundlinjen i sidste ende.

Sådan lyder meldingen fra Lars Gammelvind, planteavlskonsulent hos LMO i en pressmeddelelse, der gennem 25 år har oparbejdet en ekspertviden i pløjning og tilsvarende er medlem af bestyrelsen i Verdens Pløje Organisation, WPO.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han opfordrer landmænd til at finjustere ploven her i efteråret  til glæde for både jord og bundlinje.

- For mange landmænd er selve justeringen af ploven lidt af en øjenåbner, og der er ingen tvivl om, at det giver penge på bundlinjen, når den sidder lige i skabet, siger Lars Gammelvind.

- Foruden slid og brændstofforbrug er der også en værdi i, at håndværket er i orden. Planterester og ukrudtsfrø skal jo ende i bunden af furen, så man får lavet et godt grundlag for et ordentligt såbed i stedet for, at man skal reparere på det med såmaskinen. Og det er ikke altid, det sker, hvis ikke det basale er i orden.

Få hjælp af verdensmesteren

LMO og Lars Gammelvind afholder fra den 29. oktober til og med den 2. november en række pløjekurser for landmænd flere steder i landet. Til kurserne medbringer hver deltager sin egen plov, og her vil Lars Gammelvind og Jens Iversen, tidligere verdensmester i pløjning, være klar med ekspertråd og en komplet gennemgang af de nødvendige finjusteringer på deltagernes plove.

- Jens Iversen er jo en af de helt store inden for pløjning herhjemme, og han er jo yderst erfaren på området. Han ser mange fabrikater og kender til en række problemstillinger, vi andre måske ikke lige har indblik i, siger Lars Gammelvind.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Om formiddagen gennemgår deltagerne pløjeteorien og grundindstiller både traktor og plov i maskinhuset. Hver enkelt traktor og plov bliver målt ud og justeret, så de passer sammen fra ende til anden.

Om eftermiddagen kører alle deltagerne i marken for at pløje, og efterfølgende finjusteres de sidste indstillinger, såsom træklinje, der er vitalt for ploven og brændstofforbruget, så man efter kurset kan køre hjem og pløje perfekt i sin egen mark.

- Det smarte ved arrangementet her er, at landmanden er sikker på, at der er helt og aldeles styr på redskabet, når han tager hjem igen. I stedet for, at han går og nusser lidt i maskinhuset en formiddag og så igen et par dage efter, får han her svar på alle problemstillinger, siger Lars Gammelvind.

- Og det er jo ikke sikkert, at man selv derhjemme kan finde alle de finjusteringer, vi finder her. Her får vi fanget alle store og små problemer som eksempelvis en knækket bolt eller en forkert indstillet stenudløser, som har en indvirkning på plovfuren.

Selv nye plove har behov for en hjælpende hånd

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lars Gammelvind peger på, at det er lige så relevant at komme til pløjekurserne, hvis man har en ny plov, som hvis man har en af ældre dato.

- Plove er i mange tilfælde ikke indstillede fra importøren, og det kan altså mærkes. Fintuningen er næsten det vigtigste ved redskabet, siger han.

Pløjekurserne har maksimalt plads til otte deltagere og foregår fra 8-16. Kursusdagene starter med morgenmad og en introduktion af dagen, og foruden en finindstilling af ploven får man også tips og tricks med hjem til selve pløjningen.