Verdensbanken annoncerer mandag, at man vil afsætte 200 milliarder dollar - svarende til 1,3 billioner danske kroner - til nye klimainvesteringer fra 2021 til 2025.

Dermed fordobler Verdensbanken et allerede afsat beløb til klimatiltag de næste fem år. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tiltaget skal øge ambitionerne betragteligt i forhold til at håndtere klimaudfordringerne, lyder det i en pressemeddelelse fra Verdensbanken.

Og så skal det sende en tydelig opfordring til verdenssamfundet om at gøre det samme, skriver Verdensbanken.

Meldingen kommer på samme tid med det igangværende klimatopmøde i den polske by Katowice, COP24, hvor omkring 200 lande er repræsenteret.

- Hvis ikke vi reducerer udledningen og opbygger vores tilpasningsevne nu, vil vi have 100 millioner personer mere, som vil leve i fattigdom i 2030, siger John Roome, der er leder af Verdensbankens afdeling for klimaforandringer, til AFP.

- Og vi ved også, at hvis ikke vi adresserer dette emne aktivt i tre regioner - Afrika, Sydasien og Latinamerika - så vil vi få 133 millioner klimamigranter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Drivhusgasser

En stor del af de 1,3 billioner kroner skal bruges til at reducere udledningen af drivhusgasser.

Men også klimatilpasning bliver fremover en høj prioritet, da mange millioner allerede lever under konsekvenserne af klimaforandringerne.

Investeringerne i klimatilpasning skal for første gang vægtes ligeså højt, som investeringerne i nedsættelse af drivhusgasser, oplyser Verdensbanken.

- Vi må bekæmpe årsagen, men også tilpasse os konsekvenserne, som oftest er mest dramatiske for verdens fattigste, siger John Roome.

Omkring halvdelen af beløbet vil blive finansieret direkte af Verdensbanken. De øremærkede penge udgør omkring 35 procent af Verdensbankens samlede investeringsbudget.