Felix Stark, stifter og talsmand for foreningen, er også enig i beslutningen om det nye navn, om end det er med et vist vemod, han vinker farvel til især ordet "landmænd" i navnet. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

- Jeg har et blødt punkt for landbruget og landmænd, og jeg oplever også, at det ofte er dem, mere end fødevareerhvervet som sådan, der kommer i klemme i den hårdkogte offentlige debat om vores madvarer. Derfor kunne jeg godt lide, at de var repræsenteret i navnet. Men vi er jo en forening, der sigter meget bredere end bare landbrug, og derfor giver det god mening, at vi også udvider rammen via navnet, siger han.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Samtidig erkender han, at mange har været skeptiske overfor det hidtidige navn.

- Sjovt nok er kritikken kommet fra begge sider. Landmænd synes ikke, de er rige, og erhvervets kritikere synes, landmænd er rige nok i forvejen. Tanken var jo, at det skulle sætte en ny ramme om debatten, men når det står i vejen for folks forståelse af projektets ambition, er det jo klart uhensigtsmæssigt.

Foreningen har også fået et par nye medlemmer, der er glade for, at navnet bliver skiftet. Blandt dem er COOP, De Fem Gaarde og DI Fødevarer.

Formand Louise Dolmer glæder sig både over de nye medlemmer og over navneskiftet. Men hun påpeger samtidig, at landmændenes vilkår stadig er ekstremt vigtige for foreningen.

- Vi vil lægge meget vægt på at prøve at sætte en prop i den heksejagt, landmændene i mine øjne er udsat for. Og så skal vi støtte op omkring alle iværksættere, producenter og især landmænd, der mangler nogen, der kan bakke dem op og fortælle, hvor svært det er at få nogen form for økonomi til at være nyskabende, siger Louise Dolmer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For bestyrelsesmedlem Jens G. Friis er det vigtigt, at foreningen - også gennem navnet - både signalerer hvad det handler om: nemlig fødevarer og dernæst en ambition: verdens bedste.

- Den ambition kan vi kun opnå, såfremt vi sikrer en dialog mellem de mange aktører. Lige fra landmanden til forbrugeren. Lidt drilsk sagt skal vi bygge bro mellem bondeland og speltland, siger Jens G. Friis.

Også bestyrelsesmedlem Anette Riis glæder sig over navneskiftet.

- Vi har i denne proces skærpet ikke blot vores navn men også vores mål. Nu har vi fået et godt udgangspunkt for at skabe en frugtbar dialog, som forhåbentlig gør fødevarer og fødevareproduktion til et positivt emne for endnu flere, siger Anette Riis.

Kristian Kølln, foreningens fynske bestyrelsesmedlem ser frem til at udvikle samarbejdet med DI's nye og kommende medlemmer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I takt med at vi vokser og får nye medlemmer, kan vi styrke vores bidrag til udviklingen af en positiv og konstruktiv dialog imellem danske fødevareproducenter og forbrugere.

Og endelig mener bestyrelsesmedlem Louise Bünemann, at Verdens Bedste Fødevarer kan hjælpe med at holde Danmark i verdens spydspids på fødevareområdet.

- Danmark står stærkt, når det gælder fødevarer - høj kvalitet og tanke for miljøet. Men vi skal gøre en indsats for at fortsætte i front. Med udgangspunkt i navnet ?Verdens bedste fødevarer' vil vi arbejde for det, fordi vi er overbeviste om, at forskning og dialog på området er afgørende for Danmark som fødevarenation.