Oplæring er stikordet for Fendt. Rent teknisk er det den mest enkle transmission i testen. Betjeningsmæssigt derimod har Fendt præsteret en traktor, som kræver betydelig oplæring, før du bliver dus med den.

Bedømmelsen af Fendt udmærker sig ved, at testchaufførerne er meget enige om karaktergivningen. Flere af piloterne fortæller, at de har revurderet opfattelsen af traktoren i positiv retning efter testkørslen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En enmandstraktor

Fendt 820 Vario TMS er traktoren for den faste chauffør. Når du har sat dig tilstrækkelig ind i, hvordan den skal betjenes, er den suveræn. Men kommer du til gengæld ind i traktoren uden forudgående instruktion, risikerer du, at du knapt kan få traktoren til at flytte sig.

Testpiloterne gir stor ros til traktoren som transport-traktor og i marken. Til gengæld rammer den bunden, når det gælder om, hvor enkel traktoren er at sætte sig ind i og køre.

Enkelte af testpiloterne mener, at den slet og ret er umulig at køre uden oplæring.

Styrehus fra gamle dage

Kabinen på Fendt 820 Vario er ikke ny - tværtimod er den rigtig gammel. Der er trangt med pladsen til at komme ud og ind af kabinen. Man sidder lavt, har lidt plads, og der er dårligt udsyn fra traktoren. Lydniveauet er højt, men dog har testpiloterne ikke vurderet støjen så generende, som man umiddelbart skulle tro.

Der er ingen klimaanlæg i traktoren, og betjeningen af aircondition-anlægget bærer præg af et aldrende design. Det samme gælder betjening af arbejdslys og det meste af de andre funktioner og inventar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Krævende betjening

Den grøn-røde tysker er behagelig og blød at køre. Transmissionen får usædvanlig høj karakter. Når du har forstået betjeningen, har du mange valgmuligheder, som giver dig det bedste fra traktoren.

Testens chauffører tildeler kørehåndtaget en førsteplads trods sin alder. I håndtaget er der regulering af hastigheden, justering af acceleration og deceleration i transmissionen, vendegear, autopilot, kontrol af trepunktsliften og to hydraulikudtag - alt sammen i samme joystick.

Suveræn på vej

På landevejen er traktoren stabil, samtidig med at den i arbejde er kompakt og let at manøvrere. Som den eneste i testen har Fendt 820 Vario motorbremse - og det kan mærkes. Kun Valtra er i nærheden af at holde lige så godt igen ned ad bakke med de 13 ton spændt bagefter.

Her er ganske enkelt en traktor, hvor motor og transmission fungerer rigtig godt, når bare man som bruger ved, hvordan den skal bruges.

Traktoren er som en ven, du bruger lang tid på at komme ind på. Men når først du knækker koden, har du en ven for livet. Den er god på bunden og til at stole på, og den gør, som du forventer, uanset hvad der sker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Plusser

Den bedste transmission

Motorbremse og effekten af transmissionsbremsen

Alt fungerer, som det skal

Minusser

Forældet førerkabine

Kræver grundig oplæring og instruktion

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dårligt udsyn

Importørkommentar

Af Peter Midtiby, produktchef Fendt, Agco Danmark

Der er i skrivende stund produceret mere en 100.000 Vario-transmissioner, og man har i 15 år optimeret styring og samspil mellem motor og transmission for at få det optimale ud af konstruktionen. Det er glædeligt, at brugerne, der har deltaget i denne test, anerkender det resultat, man har opnået. Fendt sælges primært til den professionelle bruger, der kører mange timer, og her er man glad for den fleksibilitet, der opnås med den "krævende" betjening.

Den kompakte konstruktion betyder, at man sidder relativt lavt på traktoren, men det man skal bruge er inden for rækkevidde. Det beskriver kommentaren i testen "alt fungerer, som det skal" jo meget godt.