Mandag 28. august begyndte 18 studerende på den nye agrarøkonomuddannelse på Jordbrugets UddannelsesCenter i Vejlby. Uddannelsen har, som led i erhvervsskolereformen 2015, gennemgået en total omlægning, der blandt andet betyder en fordobling af uddannelsens længde samt et stærkere fokus på livet som selvstændig landmand.

Sidste år gennemførte det første hold agrarøkonomer den nye lederuddannelse, der nu varer 40 uger og indeholder fag som personlig lederudvikling, EU-politik, innovation, kommunikation og et stort fokus på økonomi, herunder forskellige overtagelsesformer. Det første hold evaluerede den nye uddannelse positivt, og uddannelsesleder Jens Huusmann er stolt af at kunne tilbyde et nyt hold studerende et forløb, der i endnu højere grad end tidligere klæder dem på til en fremtid som virksomhedsejere og selvstændige ledere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Agrarøkonomuddannelsen har fundet sin nye form, og jeg vil sige, at den er et stærkt kort at have på hånden, når man, som flertallet af vores studerende, stræber mod en fremtid som selvstændig erhvervsdrivende, siger Jens Huusmann.

For at blive optaget på agrarøkonomuddannelsen skal man have afsluttet uddannelsen til Produktionsleder. Agrarøkonomer bliver typisk selvstændige, og mange bruger uddannelsen som forberedelse til et kommende generationsskifte på den fædrene gård.