Fendt viser på Agritechnica prototypen på en kraftig trækbom, der under kørslen kan reguleres i højden og varieres 70 centimeter i længden.

- For at udnytte trækkraften optimalt, ønsker vi en vægtfordeling med 40 procent på traktorens forhjul og 60 procent på baghjulene. Med redskabet monteret er det let at afbalancere traktoren med hjul- og frontvægt, når den holder stille. Men lige så snart at redskab sættes i jorden, og traktoren begynder at trække, sker der en forskydning af vægten imellem for- og bagakslen. Forskydningen afhænger både af, hvordan redskabet er monteret, og af hvor kraftigt traktoren trækker. Ved at regulere længden og højden på trækbommen, kan vi under at ændre på traktorens ballast og under arbejdet optimere balancen imellem traktorens for- og baghjul, forklarer Thomas Müller, der er ingeniør hos Fendt og har været med til at udvikle VarioPull.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mere arbejde med mindre vægt

Samtidig med at effekten på moderne traktorer stiger, er grænsen for den tilladte totalvægt for lovlig transport på landevejene nået.

- Med VarioPull kan vi optimere traktorens trækkraft, uden at øge traktorens totalvægt. Det giver en mere sikker transport på landevejen, og i marken minimerer det risikoen for skadelig pakning af jorden, siger Thomas Müller.

Et integreret hurtigskifte gør det muligt at monterer VarioPull med gribeklør til liftophængte redskaber, eller en trækbom med enten PitonFix eller kugletræk. Fendt pointerer, at uanset hvilken koblingsform der anvendes, så bliver det langt lettere at montere redskabet, når trækket skydes 70 centimeter bagud og koblingspunktet er synligt fra førerkabinen.

Arbejder på at automatisere

På prototypen er der føreren, som optimerer højden og længden på trækbommen.

- På mange marker er der skiftende jordtyper, og sammen med konturerne på marken ændrer det konstant behovet for trækkraft og dermed også balancen i traktoren. Vi arbejder derfor på et system, hvor VarioPull automatisk tilpasser trækkets længde og højde, til det aktuelle behov. Allerede nu registrer vi trykket i den aktive forakselaffjedring, og i den endelige version af VarioPull kan vi meget vel anvende de oplysninger til at automatisere systemet, siger Thomas Müller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dæktryksregulering i tvillinghjul

Fendt har i en årrække tilbudt, VarioGrip, der er et integreret system til regulering af dæktrykket. Systemet kontrolleres fra Vario-terminalen og kan i løbet af få minutter regulere dæktrykket i intervallet 0,6-2,5 bar.

Systemet har hidtil været forbeholdt traktorer med flagede fælge. Nu tilbyder Fendt også VarioGrip til traktorer med bar aksler, og her kan systemet regulere trykket i både enkelt- og tvillinghjul.