Juraprofessor Helle T. Anker siger, at den danske fortolkning af vandplanerne er kikset ved fokus på randzoner og efterafgrøder.

Vandplanerne tolkes forskelligt i EU-lande

Folketingets Miljøudvalg og Fødevareudvalg afholder i dag en faktahøring om vandplanerne på Christiansborg, der skal belyse grundlaget for implementering af hele EU's vandrammedirektiv.

EU's vandvandrammedirektiv blev vedtaget i 2000. Nu - 12 år senere - er planlægningen og implementeringen i de enkelte medlemslande ikke på plads. Og når det hele engang falder på plads, skal hele øvelsen gentages hver sjette år af hensyn til klimaforandringer og forandringer i arealanvendelsen.

Forskellig tolkning

I vandrammedirektivet skelner man mellem tre typer af vandløb: Naturlige, stærkt modificerede og kunstige. Hvis et vandløb udpeges som naturligt, er man forpligtet til at sikre god økologisk tilstand i vandløbet, mens miljøkravene er lavere, hvis vandløbene vurderes at være stærkt modificerede eller kunstige. I de danske vandplaner er den største del af vandløbene udpeget som naturlige, og dermed har Danmark forpligtet sig til at gøre en stor indsats for at opnå god økologisk tilstand. 

Landbruget mener, at mange af de vandløb, som er udpeget som naturlige, slet ikke er naturlige, men i stedet er gravet for at sikre afvanding af marker. Hvis disse vandløb skal have god økologisk tilstand, er det nødvendigt at ophøre med at grødeskære, og dermed kan vandstanden stige, og marker bliver oversvømmet. 

Juraprofessor Helle Tegner Anker, Københavns Universitet, vurderer, at andre lande i højere grad end Danmark har gjort brug af den særlige mulighed i direktivet for at udpege vandløb som kunstige eller stærkt modificerede. 

Kikset dansk fortolkning

Relaterede artikler