- Jeg er meget optaget af, at vi får fat i baglandet igen, så de forstår, at alt hvad vi beskæftiger os med i Landbrug & Fødevarer er vigtigt for den enkelte landmand, siger Henrik Frandsen, foreløbig eneste kandidat til formandsposten i L&F.

Formandsvalget:

Henrik Frandsen var hurtig med at melde sig som kandidat, da Niels Jørgen Pedersen meddelte, at han af helbredsmæssige grunde ikke ønskede genvalg i november til formandsposten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Siden har der været gang i telefonerne mellem landboforeningerne, og foreløbig har to meddelt, at de overvejer opstilling, hvilket er en måde at afsøge, om der er tilstrækkelig opbakning til at tage kampen op. De to, der er gået i tænkeboks, er Carl Christian Pedersen, formand for AgriNord, og Lars Hvidtfeldt, der som formand for Tolvmandssektionen i Landbrug & Fødevarer i dag sidder i primærbestyrelsen.

Ud fra den rundringning, Maskinbladet har foretaget, er kandidatfeltet med disse tre emner, imidlertid ikke endeligt på plads. Der er fortsat emner, som nogle af medlemmerne mener vil være bedre egnet til at bestride formandshvervet.

Så telefonlinjerne når formentlig at blive rødglødende, efterhånden som tiden nærmer sig det kommende delegeretmøde - som det normalt er tilfældet, når vigtige personforhold i landbruget skal løses.

Fat i baglandet igen

Henrik Frandsen er foreløbig eneste officielle kandidat til formandsposten, og overordnet går han ikke efter at ændre organisationens strategi, men kommunikationen til baglandet skal have en saltvandsindsprøjtning.

- Jeg er meget optaget af, at vi får fat i baglandet igen, så de forstår, at alt hvad vi beskæftiger os med i Landbrug & Fødevarer er vigtigt for den enkelte landmand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg ved ikke, hvad der er gået galt, men vi kan konstatere, at der er landmænd, der tvivler på, at vi gør det godt nok. Derfor skal vi have genskabt forståelsen for, at når vi for eksempel er i Kina, så er det for at forbedre afsætningen af vore varer, og at det er til fordel for den enkelte landmand, på samme måde som arbejdet med miljøreguleringer er med fokus på, hvad der er bedst for den enkelte landmand.

- Jeg kan konstatere, at vi ikke har været gode nok til at forklare alt det, vi arbejder med, og at det hele er for at forbedre forholdene for den enkelte landmand. Vi dækker hele værdikæden. Det er en kæmpe organisation, hvor vi skal være i stand til at føre 50 krige på én gang, for så mange fronter har vi at spille på. Vi skal have knækket koden til, hvordan vi får det informeret på en forståelig måde til den enkelte landmand.

Hvordan knækker du koden?

- Jeg ved hvordan, men jeg skal lige have finpudset argumenterne, inden jeg melder mine idéer ud, siger Henrik Frandsen, der på dette område holder kortene tæt på kroppen, indtil han ved, om han får modkandidater til formandsposten.

Hvis det ender med en modkandidat, der vinder valget, er Henrik Frandsen villig til igen at stille på til valget af næstformand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forskellighed en styrke

Carl Christian Pedersen, Agri Nord, har meldt ud, at han overvejer at stille op til formandsvalget.

- Jeg har fået nogle opfordringer, og når nogle mener, de kan se mig i den rolle, vil jeg seriøst vurdere, om der er opbakning til det. Men det er jo en stor post, som man ikke bare lige siger ja til, siger Carl Christian Pedersen.

- Jeg ser gode takter i den strategi, vi følger i L&F. Men derfor kan man jo godt føre en mere markant linje, når det faglige grundlag forsvinder, og der bliver for langt mellem den teoretiske lovgivning og den måde, vi landmænd i praksis skal agere. Her har randzonerne fået bægeret til at flyde over. Dér er man kommet for langt ud med den teoretiske lovgivning.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at det med Bæredygtigt Landbrug er endt med mudderkastning og opdeling i fraktioner. For ellers ser jeg forskellighed som en styrke. Det skal vi i L&F kunne favne og udnytte til at få de bedste rammevilkår, siger Carl Christian Pedersen.

(Det er ikke lykkedes at træffe Lars Hvidtfeldt for en kommentar til hans kandidatur)

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi har forurenet

I Odder-Skanderborg Landboforening håber man at få en formand, der kan samle erhvervet.

- Jeg synes det er kedeligt med den fejde, der for tiden er mellem Landbrug & Fødevarer og Bæredygtigt Landbrug. Vi bør kun have én organisation, siger Jens Gammelgaard.

- Vi må acceptere, at landbruget er en del af samfundet, og at vi også må indordne os. Bræmmerne er helt tåbelige, men vi må også erkende, at erhvervet har forurenet.

- Vi skal have en person, der virkelig vil brænde for arbejdet, for både formands- og næstformandsposten er voldsomt krævende. Det beslaglægger al deres tid, så det er noget, de enkelte kandidater virkelig skal have tænkt igennem sammen med deres familie, siger formand for Odder-Skanderborg, der senere vil indkalde til bestyrelsesmøde for at tage stilling til de kandidater, der stiller op.

Mere robusthed og kant

At det er et krævende job, der venter den nye formand, er Povl Fritzner, Region Østlige Øer, helt enig i.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Formanden skal have en stærk fysik, en stærk psyke, og så skal vedkommende kunne vise lederskab, for Landbrug & Fødevarer er en ny organisation, hvor der er mange interesser. Derfor skal vedkommende give sig 120 procent, ellers skal han ikke stille op. Men jeg tror personen findes. Jeg tror også på mere end én kandidat, og det er godt for demokratiet, at vi får et valg.

Til spørgsmålet om hvorvidt L&F's strategi skal justeres med en ny formand, siger Povl Fritzner:

- Der er for lang afstand fra landmanden til Axelborg og Skejby. Vi skal have mere robusthed og kant i vores politik. Det er ikke en kritik af Niels Jørgen Pedersen. Det har vi manglet de seneste fire til fem år. Vi har fået danske særregler, der reelt gør det umuligt at drive landbrug uden at lave KO-fejl. Vi har været for gode og eftergivende. Vi skal ikke bruge flere penge på film, men vi skal bruge kræfter på at forbedre vores rammevilkår. Dem er vi 1.000 til 1.200 kroner bagud med pr. hektar, hvis vi skal kunne servicere vores gæld og fortsat være den vigtige bidragyder til samfundshusholdningen, siger Povl Fritzner.

Flere ting i spil

I Vestjysk Landboforening vil formanden, Søren Christensen, ikke på nuværende tidspunkt kommentere de forestående valg i Landbrug & Fødevarer.

- Der er flere ting i spil, og det vil jeg have vendt i min bestyrelse, inden jeg melder noget ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg synes, vores strategi har været god nok, men man kan godt analysere, om der er noget, vi selv har været skyld i. Jeg har det fint med, at Bæredygtigt Landbrug er opstået. De kæmper landbrugets sag. Det samme gør vi, og vi har valgt hver vores linje, og så kan man diskutere, om vi skal være skarpere i vores udmelding. Det vil jeg også gerne drøfte i vores lokale bestyrelse, siger Søren Christensen.

Spiller klogt sammen

Niels Vestergaard Salling, LandboNord, har meldt sig som kandidat til næstformandsposten, som bliver ledig, hvis Henrik Frandsen vælges som ny formand for Landbrug & Fødevarer.

Om L&F's strategi siger viceformandskandidaten:

- Det er bestyrelsen, der lægger strategien, som formand og næstformand skal arbejde ud fra, og jeg har ikke hørt, at der er ønsker om at ændre den nuværende resultatsøgende linje.

- Hvis man hele tiden råber ad folk, holder de til sidst op med at høre efter, så jeg ser ingen anden udvej end at argumentere og forhandle, selv om det er svært at vinde gehør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg tager Bæredygtigt Landbrugs opståen dybt alvorligt, men hver gang, landbruget har været i krise, har vi set samme reaktion. Vi så det i 1930'erne, i 1980'erne og nu. Det tror jeg ikke, vi kan undgå. Men jeg så gerne, at vi brugte energien til at spille sammen. Danske Svineproducenter er jo også i opposition til Landbrug & Fødevarer, men vi kan i VSP diskutere og spille klogt sammen, siger Niels Vestergaard Salling.