Sjælden og truet natur i ådale går tabt, hvis ikke områderne bliver græsset eller plejet. Men ofte er naturpleje en dyr og besværlig affære, og i dag er mange naturområder ved at gro til. Det vil et nyt projekt lave afgørende om på. Det skriver Miljø- og Fødevareministeren i en pressemeddelelse.

Med udgangspunkt i 11 Natura 2000-områder i Himmerland og Midtjylland skal et stort EU-LIFE-projekt afprøve en række tiltag og nye teknologier, som skal gøre plejen af naturen mere effektiv og professionel. Det skal give de sjældne naturtyper rigkær, kildevæld og overdrev et væsentligt kvalitetsløft ved at gøre naturpleje til en bedre forretning for landmanden. EU har netop givet grønt lys til at medfinansiere projektet, der har et samlet budget på 130,1 mio. kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Landmænd er vigtige naturforvaltere, men i dag kan det være uoverskueligt og dyrt at give sig i kast med naturpleje. Det vil gavne både samfundet og den enkelte landmand, hvis vi kan gøre naturpleje til en indtægt frem for en udgift. Det er afgørende, at udviklingen er båret af erhvervet og det lokale initiativ, og derfor glæder jeg mig over, at både landbruget og kommunerne tager del i projektet, da disse parters opbakning er helt afgørende for succes, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Projektet skal føres ud i livet i et samarbejde mellem Miljø- og Fødevareministeriet, otte kommuner og seks lokale landboforeninger. Indsatserne skal fastlægges endeligt i samspil med erhvervet og kommunerne.

Ny teknologi skal afprøves

Konkret vil projektet arbejde med at skabe sammenhængende arealer, som det er mere rentabelt at pleje. Landmænd, landbrugskonsulenter og kommunale medarbejdere vil få tilbudt uddannelse i naturpleje som driftsgren. Nye støtteordninger skal afprøves, og mulighederne for at markedsføre og brande kød og andre produkter fra naturarealer skal undersøges.

Projektet vil også afprøve ny teknologi som f.eks. droner eller elektroniske øremærker, der vil gøre det lettere at føre tilsyn med græssende dyr, og maskiner, der kan høste biomasse på naturarealer på en skånsom måde.

- Landbruget forvalter en stor del af Danmarks naturarealer, så hvis vi kan gøre det økonomisk interessant for flere landmænd at forvalte natur og dermed gøre naturplejen markedsdrevet, vil det være til gavn for rigtig mange. Vores håb er, at projektet vil pege på måder at effektivisere og forenkle naturplejen på, og at erfaringerne fra projektet på sigt kan bredes ud på nationalt plan, siger Lars Hvidtfeldt, viceformand for Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Projektet udspringer af Aftalen om Naturpakken og løber over de kommende otte år. Startskuddet bliver en konference først i 2018.