- Et alarmopkald til regeringen og Folketinget.

Sådan siger Venstres fødevareordfører, Erling Bonnesen, om Danish Crowns udmelding om, at koncernen regner med at vokse kraftigt i udlandet, samtidig med at væksten i Danmark udebliver.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Danish Crown er pisket til at lægge væksten i udlandet. Vi har sandsynligvis ikke set den sidste slagterilukning i Danmark. Her kan det ikke betale sig at investere i slagtesvin og produktion, siger Erling Bonnesen til Ritzau.

Nej til pistolen for panden

Også Dansk Folkepartis fødevareordfører, René Christensen, udtrykker bekymring over Danish Crowns strategi. Han kalder koncernens udmelding for "en frygtelig nyhed".

Politikeren advarer dog mod automatisk at konkludere, at der er brug for at give branchen bedre rammebetingelser.

- Vi skal passe på, at en sektor ikke bare kan sætte os pistolen for panden, og sige, at den vil have mere. Hvad er så den næste virksomhed, der vil have mere? Men der er ingen tvivl om, at vi bliver nødt til at have en dialog med erhvervet, siger Réne Christensen til Ritzau.