Med et længe ventet G-20 topmøde som starter i dag, har det været en periode, hvor de normale fundamentaler har været sat ude af spil, og det har langt hen ad vejen været diverse tweets og udmeldinger som var retningsgivende for afgrøderne, skriver Jyske Markets i deres pressemeddelelse.

- Vi har set udsving i løbet af dagen, men generelt har november været en lang sidelæns bevægelse på både hvede og i sojaskomplekset. Sojabønner har nærmest været synonym med den verserende handelskrig, og en løsning på weekendens topmøde bør givet luft under vingerne. De sidste udmeldinger fra Trump lejren har været tvetydige, dog med en overvægt mod positiv stemning for en aftale, skriver Jyske Markets.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dog har Trump nu afvist at mødes med præsident Putin, til et ellers planlagt møde, begrundet med de verserende problemer mellem Rusland og Ukraine. Måske Trump kan være tungen på vægtskålen i forhold til at komme nærmere på en løsning af konflikten.

Amerikansk afgrødeeksport

Den kvartalsvise rapport om forventningerne til den amerikanske afgrødeeksport i 2019 blev i går offentliggjort, og det blev som ventet et fald i deres prognose. Det forventes at værdien af den amerikanske eksport i 2019 vil beløbe sig til $141,5 mia., et fald på ca. $3 mia. Faldet skyldes primært fald i forventningen til eksport af sojabønner og bomuld. Faldet på sojabønnerne kan tilskrives den verserende handelskrig, mens faldet på bomuld skyldes en generel nedgang i den globale efterspørgsel.

Stigning i oliepriser

Efter et kortvarigt fald i WTI olien til under $50 USD, så vi en pæn stigning i olieprisen efter udmeldinger fra Rusland som meddelte, at man nu accepterer den næste ufravigelige omstændighed, at OPEC+ bliver nødt til at kigge på produktionsnedskæringer i forbindelse med det kommende møde på torsdag. Det rygtes i markedet, at netop Rusland og Saudi Arabien er i gang med at diskutere detaljerne for den kommende udmelding. Olienprisen steg med godt 5 procent fra bunden, og sluttede også dagen med en solid stigning på godt 2 procent.