En flok unge vestjyske landmænd fra LandboUngdom Region MidtVest tager onsdag morgen til København for at mødes med Skatteminister Karsten Lauritzen. Gennem et halvt år har de unge landmænd været en del af en politisk gruppe, som er mødtes gennem vinteren for at diskutere politik og blive klogere på, hvordan dansk politik fungerer både lokalt, regionalt og landspolitisk.

Fokus har været på landbrugspolitik og særligt på generationsskifte i landbruget. Resultatet af vinterens arbejde er blevet et oplæg med forslag til ændringer af beskatning af ejerpantebreve, som de unge landmænd vil præsentere for Skatteministeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Min kone og jeg arbejder på at overtage mine forældres bedrift inden for den nærmeste fremtid. I forhold til finansieringen er ejerpantebreve og beskatningen af dem en afgørende faktor, og derfor vil vi gerne med vores eksempel vise Skatteminister Karsten Lauritzen, hvordan en lempelse af de nuværende regler kan hjælpe unge landmænd til et mere attraktivt generationsskifte, fortæller den 30-årige Kasper Kvistgaard Christensen, der er en af de unge fra LandboUngdom som skal deltage på mødet.

Der er mellem 3-4.000 landbrug, der skal generationsskiftes inden for de næste 5 år.