En ny forening kan meget vel være på vej i Favrskov. Det er 19-årige Emil Sørensen, der sammen med nogle kammerater har sat sig for at starte FavrskovEgnens LandboUngdom, og interessen er allerede stor, selv om foreningen først afholder stiftende generalforsamling d. 27. februar.

Emil Sørensen regner dog stærkt med, at den bliver til noget - kravet for en lokal LandboUngdom er, at der skal være mindst 10 medlemmer, og han er allerede oppe på, at 28 er interesserede. Derfor er der indkaldt til stiftende generalforsamling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi bliver jo nødt til at gøre et eller andet, for at tingene bliver til noget. Det værste, der kan ske, er, at det bliver til ingenting, så det er bare om at komme i gang og prøve det,

Emil Sørensen, initiativtager til ny LandboUngdom-afdeling

Men allerede mandag aften havde den 19-årige foregangsmand lavet et arrangement for de interesserede unge. Her havde han inviteret til rundvisning hos Semler Agro i Trige, der bl.a. er John Deere forhandler.

- Vi ville lige prøve at få en fornemmelse af opbakningen, og den ser nu ud til at være rigtig god. Der kom 25 unge til arrangementet hos Semler Agro, så nu tør vi godt invitere til stiftende generalforsamling, siger Emil Sørensen, der til dagligt er elev på Asmildkloster Landbrugsskole.

Ligger til familien

En del af Emil Sørensens familie var i 1980'erne med til at starte Hadstenegnes LandboUngdom, da mange af dem er landmænd i lokalområdet. For godt 10 år siden måtte den dog lukke igen, og siden har der manglet en lokalforening her på egnen.

- Vi kom til at snakke om det, da familien var samlet en dag hos min mormor og morfar. At det var ærgerligt, at der ikke længere skete noget for de unge fra landet her i Favrskov, og at vi skal køre langt for at komme til nærmeste LU på Djursland eller i Randers, siger Emil Sørensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor besluttede han sig selv for at gøre noget ved det, og heldigvis var der opbakning fra de nærmeste kammerater, og siden har Emil Sørensen så arbejdet for at få stablet en ny forening på benene. Gåpåmodet fejler ikke noget, selv om alderen kun siger 19 år.

- Vi bliver jo nødt til at gøre et eller andet, for at tingene bliver til noget. Det værste, der kan ske, er, at det bliver til ingenting, så det er bare om at komme i gang og prøve det, siger han.

En seriøs forening

Når FavrskovEgnens LU bliver en realitet, skal der selvfølgelig stables flere arrangementer på benene. Det handler for Emil Sørensen om, at de skal lave det, de har lyst og økonomi til, og så skal det ikke være noget, der går op i hat og briller.

- Jeg vil gøre meget for, at det ikke sker. Selvfølgelig skal vi stadig have det hyggeligt og sjovt, og der skal være god stemning, men det skal også være nogle ting, vi kan bruge til noget. Mange unge landmænd vil gerne fremad og lære noget, så vi skal lave arrangementer, som kan give os nye ideer og erfaringer, som vi kan tænke videre over og bruge i vores arbejde og uddannelse, siger Emil Sørensen.

FavrskovEgnens LandboUngdom holder stiftende generalforsamling mandag den 27.2 kl. 19.30 på Ødum Engholm, Ågårdsvej 11, 8370 Hadsten. Alle interesserede er velkomne.