Høsttiden med lange arbejdsdage og tunge maskiner byder på mange risici for landmænd og medarbejdere. Og årets høst er allerede ramt af en ulykke med dødelig udgang, da en landbrugsmedhjælper i Brovst blev klemt mellem ballevogn og traktor.

I rene tal byder høsten dog ikke på markant flere uheld i landbruget end resten af året.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Til gengæld er der typisk tale om ulykker i den alvorligere ende af skalaen, fortæller Videncentret for Landbrugs arbejdsmiljøchef Helle Birk Domino.

- Vi ser ulykker, hvor man ikke har standset motoren eller koblet maskinen fra, før man for eksempel fjerner halm, der sidder i klemme. Nogle overser også efterløbstiden, hvor maskinen stadig kan køre. Den kan vare op til fem minutter. Typiske skader ved disse ulykker er alvorlige kvæstelser af hænder og arme, siger han.

Håndtering af halmballer er også blandt de opgaver, hvor der sker alvorlige ulykker.

- Ulykkerne sker typisk, når halm tages ned fra vogn eller i laden. Med bigballer på 500 kilo er det afgørende, at man bruger de rigtige redskaber til håndteringen og har et førerværn, der beskytter ordentligt, hvis en balle falder ned, siger Helle Birk Domino.

Pas på børnene

Et af hendes bedste råd til at undgå ulykker i høsten er, at man ikke bliver hektisk, selv om det haster med at få høsten i hus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det handler om ikke at sløse med sikkerheden for at spare lidt tid. Vi ved, tiden er kostbar under høst, men det kan bliver voldsomt omkostningsfuldt, hvis sikkerheden ikke prioriteres. Skal man sidde i førerhuset en hel dag, så er det også væsentligt, at man får indrettet sig, så man sidder ergonomisk rigtigt og ikke belaster kroppen unødvendigt.

- Med lange dage og hårdt arbejde er det ekstra vigtigt at prioritere, at man er veloplagt. Så mister man ikke så let opmærksomheden og begår fejl, der kan blive dyrebare, siger Helle Birk Domino.

Arbejdsmiljøchefen understreger, at børn og høstarbejde er en rigtig dårlig cocktail.

- Høsttiden er spændende og fascinerende for børnene, men devisen ud fra et sikkerhedssynspunkt er klar: Børn har ikke noget at gøre i forbindelse med høstarbejdet eller på halmlagre. Det er simpelthen for farligt, siger arbejdsmiljøchefen.