Det ekstraordinære varme sommervejr har i år givet landmændene en meget tør og ikke mindst varm høst. Det betyder, at det indlagrede korn er meget varmt. Det skriver DanCorn i en pressemeddelelse.

Direktør i Sukup Europe / DanCorn Jens Erik Iversen mener, at temperaturen skal ned.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den høje temperatur i kornet giver desværre ekstra "gode" betingelser for især kornsnudebiller og kornmider, som kan formere sig eksplosivt i de høje temperatuer, siger han.

Tørret korn

Normalt har Sukup Europe/ DanCorn sit primære fokus på at informere landmændene om vigtigheden i at få tørret det våde korn optimalt, for at sikre kvaliteten af kornlageret. Men når sommeren i stedet byder på varme og tørke, så er fokus et andet sted.

- Vi oplever ofte i de varme år, et manglende fokus på kornkvaliteten ved opbevaring, fordi det meste af det høstede korn er tørt. Vi glemmer helt, at beluftning og nedkøling er lige så vigtig som tørring. Heldigvis er det en meget let opgave at løse, siger Jens Erik Iversen.

Formerer sig eksplosivt

Faren ved varmt og tørt korn er, at kornsnudebiller og kornmider pludselig formerer sig eksplosivt i de optimale varme forhold. Kornsnudebillens larve klækker inde i kernen, hvorefter den straks går i gang med at udhule sit bo. Når larven har vokset sig stor forpuppes den, hvorefter den som voksen gnaver sig ud af skallen. Herved forsvinder både kvaliteten og vægten fra kernen.

Den høje temperatur får billens udviklingstid til at gå fra 6/12 mdr. og helt ned til én måned. Herfra går det stærkt, og for hver bille man ser, findes der omkring 20-40 larver, som er i gang med at spise kornlageret. Løsningen er hurtigst mulig at få nedkølet afgrøden til 4-6 grader - i takt med at temperaturen falder udenfor. Et rengjort eller desinficeret lager, lige efter og inden opbevaring er også et must.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Beluftes automatisk

Sukup Europe anbefaler, at kornet overvåges og beluftes automatisk eller manuelt i de "kølige" timer (oftest i løbet af natten). Kør med blæseren hver gang udeluften er fem grader lavere end kornet, og husk at ventilere kornet løbende i hele lagerperioden. Det er en levende vare, som holdes frisk derved.

Græsfrø er en afgrøde der kræver præcis beluftning/køling da luftfugten ikke må overstige kornets ligevægt under beluftningen. Korn og raps er derimod næsten umulig at "opfugte", og her bør man hellere køre nogle dage/nætter for tidlig med blæseren end for sent.

- Vi oplever desværre kunder, der kommer ud til kornlagrer i oktober, som er "levende", og har lidt et stort tab i både kvalitet og vægt. I år bliver dette problem blot endnu større, hvis vi ikke får luft under kornet, siger Jens Erik Iversen.