Det sker desværre jævnligt, at ilden viser sine kræfter og forvandler halmlagre til et flammehav. For at minimere risikoen opfordrer forsikringsselskabet Topdanmark derfor landmænd til at sætte sig godt ind i, hvordan halmballer skal oplagres.

Hver dag året rundt oplever Topdanmark i gennemsnit fem brande på danske landbrug. Ikke alle har en relation til halm, men lige meget hvad årsagen er, kan en brand have store konsekvenser. Og som et led i at undgå at en halmbrand kan sprede sig og forbedre mulighederne for at slukke den, har Beredskabsstyrelsen opstillet en række regler for, hvor store halmstakke må være, og hvilken afstand der skal være mellem dem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Får ilden først fat i halmen, går det hurtigt. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan man placerer sin halm. Stakkene skal ligge med en god afstand til hinanden. Så selvom det måske kan virke besværligt, vil jeg kraftigt opfordre til at følge Beredskabsstyrelsens regler for at forebygge mod flammerne, siger Svend-Anker Worm, der er agronom i Topdanmark.

Han tilføjer, at det kan påvirke størrelsen af erstatningen efter en eventuel brand, hvis reglerne ikke er overholdt. Og han har derfor en række gode råd, som kan minimere risikoen for brand:

- Hold halm og køretøjer hver for sig. Der er nemlig risiko for, at der kan opstå brand i køretøjet, særligt hvis motoren stadig er varm. Og står køretøjet parkeret ved siden af halmen, kan branden nemt sprede sig. Samtidig er det vigtigt at holde øje med temperaturen i halmballerne. Bliver halmen for varm, kan halmen i værste tilfælde selvantænde. Det gælder især, hvis der er meget ukrudt eller udlæg i halmen, siger Svend-Anker Worm.

Regler for oplagring

-  Halmstakke på under 10 kubikmeter kan du placere, som du vil. 

-  Halmoplag i det fri på højst 200 kubikmeter skal ligge mindst 10 meter fra naboskel og vej- og stimidte, samt 20 meter fra nåletræsbevoksninger, lyngklædte arealer og lignende områder. 

-  Halmoplag i det fri større end 200 kubikmeter og mindre end 1.000 kubikmeter skal ligge mindst 50 meter fra naboskel, vej- og stimidte samt nåletræsbevoksninger, lyngklædte arealer og lignende områder. 

-  Halmoplag i det fri større end 1.000 kubikmeter skal ligge mindst 100 meter fra naboskel og vej- og stimidte, samt nåletræsbevoksninger, lyngklædte arealer og lignende områder. Bemærk at du skal have kommunens tilladelse til at oplagre halmstakke på mere end 1.000 kubikmeter i det fri, og at det ikke er tilladt at oplagre halmstakke på mere end 5.000 kubikmeter i det fri.

Kubikmeter omregnet til bigballer

200 kubikmeter svarer til 53 bigballer 

1.000 kubikmeter svarer til 265 bigballer 

5.000 kubikmeter svarer til 1.326 bigballer 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs mere om regler for oplagring af halm - http://sikkert.topdanmark.dk/fileadmin/pdf/Landbrug/Regler_for_oplag_af_halm.pdf