Lørdag 26. maj tog Ulbjerg Traktormuseum hul på sin 16. sæson med en specialudstilling af Deutz og Fahr traktorer. Det sker i 100-året for præsentationen af den første Deutz ”motorplov”.

Udstillingen består af cirka 75 traktorer fra forskellige mærker og modeller, som alle er fra perioden 1938 til 1965 - den tid hvor dansk landbrug blev mekaniseret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er også forskellige maskiner og redskaber med tilknytning til traktorer og landbrug udstillet.

Sommersæsonen varer indtil 5. august, hvor der er åbent tirsdag-søndag fra 10-16 samt i den efterfølgende weekend.

Sæsonafslutning er søndag 7. oktober, hvor der afholdes pløje- og aktivitetsdag med pløjekonkurrence. På dagen deltager veterantraktorer fra museet og museets omegn, og som noget nyt vil der også være hestepløjning med konkurrence og show af specielle hesteplove.