SLF - Sønderjysk Landboforening - hjælper dagligt landmænd med at rekruttere medarbejdere ? både danske og udenlandske ? og det at finde et godt match mellem ejer og medarbejder er altid vigtigt. Det skriver SLF i en pressmeddelelse.

En af de landmænd, der har fået hjælp til udenlandsk arbejdskraft, er landmand Finn Læbel fra Gram.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For knap et års tid siden stod han akut og manglede en medarbejder. Nu er han blevet så glad for sin ukrainske fodermester Alex, at de to netop har forlænget kontrakten et år mere. For Alex betyder det meget at have et godt, selvstændigt og velbetalt job som fodermester. Han passer og malker dagligt de 180 malkekøer på gården, og hjælper gerne til med andre opgaver efter behov.

- Alex er en stille og rolig fyr, og han er utrolig dygtig. Jeg tror faktisk ikke, at der er noget, der kan stresse ham. Jeg kan være væk fra gården og have helt tiltro til, at han passer dyrene og løser opgaverne til punkt og prikke. Alex passer det, som var det hans eget, fortæller Finn Læbel. Han har gennem tiden haft flere medarbejdere og ved, at de gode stabile medarbejdere ikke hænger på træerne.

Svært at finde arbejdskraft

Alex, som egentlig hedder Oleksandr Darchyk, har fundet en lejlighed i nærheden af Finns gård. For kort tid siden kom hans kone Tetiana også til Danmark, og sammen er de nu ved at lære dansk på kursus. De har flere ukrainske venner i lokalområdet og er faldet godt til. At begge parter føler sig godt tilpas under opholdet i Danmark, er vigtigt, hvis man skal kunne fastholde dygtige udenlandske medarbejdere. Det er erfaringen i SLF. Her hjælper man ofte begge ægtefæller med de praktiske opgaver omkring opholds- og arbejdstilladelser mm. Det har SLF også gjort i tilfældet med Finn Læbels fodermester.

Finn Læbel er pt godt tilfreds med situationen på hans gård, men er generelt ærgerlig over, at det er så svært at finde arbejdskraft. Det er også noget, der bekymrer HR & Arbejdsgiverservice i SLF.

Færre udenlandske medarbejdere

Det er nemlig blevet betydeligt sværere at rekruttere udenlandsk arbejdskraft end tidligere. Mange flere faggrupper er interesseret i samme gruppe medarbejdere ? fx industrien ? så der er stor konkurrence indenfor området. Særligt omkring arbejdstider og arbejdsløn. Samtidig kommer færre udenlandske medarbejdere til Danmark, da de har fået bedre forhold derhjemme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For blot få år tilbage kunne landbruget få den arbejdskraft, det efterspurgte. Men sådan er det ikke længere. Der kommer fx langt færre fra Rumænien og Ungarn herop. Tidligere var det en stor arbejdskraft. Nu ser vi i stedet flest borgere fra Ukraine, fortæller HR-konsulent Frida Søllingvraa.

Flere kompetencer - mere løn

Det er samtidig problematisk, at praktikperioden i Danmark kun er 12 måneder. SLF så gerne, at den blev forlænget til 24 måneder. Kritikere mener, at det er fordi, landbruget blot ønsker billig arbejdskraft. Holdningen er anderledes i SLF, hvor man mener, at længere praktiktid vil komme begge parter til gavn:

- Den udenlandske medarbejder kan opnå flere kompetencer og en større selvstændighed i arbejdet, hvis praktikperioden forlænges. Oplæring tager tid. Samtidig kan den udenlandske medarbejder bedre kvalificere sig til et job som fx fodermester, som i Alexs tilfælde, eller de har nemmere ved at etablere sig i deres hjemland på sigt. Så argumentet om billig arbejdskraft holder ikke helt, pointerer Frida Søllingvraa.

Vi skal ændre reglerne

Samtidig har Danmark den udfordring, at vi ikke kan finde nok arbejdskraft, og argumentet med, at vi bare kan ansætte danske medarbejdere, holder ikke, fortæller næstformand i SLF, Berith Nissen. Hun mener, der er brug for længere praktikperiode og mere fleksibilitet i ordningen.

- Hvis vi skal have et landbrug i Danmark i fremtiden, har vi brug for en del arbejdskraft udefra, og det bør vi ikke ødelægge for os selv ved at skærpe regelsættet. Vi er nødt til at være et attraktivt land at komme til. Det vil også højne kvaliteten af dem, der ønsker at arbejde her, siger Berith Nissen.