Byggeriet af en ny, 1.736 kvadratmeter stor kornhal, som fra den kommende høst skal øge Overgaard's lagerkapacitet på Iselingen Gods ved Vordingborg fra de nuværende 28.000 tons til omkring 40.000 tons, er nu gået i gang.Det skriver Overgaard i en pressemeddelelse.

Det er Iselingen Gods, der får opført den nye kornhal, som i lighed med de øvrige kornhaller på stedet vil blive lejet ud til Overgaard på en langtidskontrakt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Overgaard's aktiviteter på Sjælland, Møn og Lolland-Falster vokser jo. Vi foretager den store investering i tillid til, at det gode og tillidsfulde samarbejde, vi har med Overgaard, vil fortsætte i fremtiden, udtaler ejeren af Iselingen Gods, Niels Otto Hansen.

Portindgang i begge ender

Han oplyser, at den nye kornhal opføres af byggefirmaet Vesti Olsen & Hansen A/S, Tølløse. Hallen bliver helt identisk med en tilsvarende hal, der blev opført på stedet i 2015. For at kunne udnytte pladsen i den nye hal bedre, vil den blive forsynet med portindgang i begge ender.

I høst vil de landmænd, der leverer korn på stedet, blive betjent af 2-3 medarbejdere. Korn, der ikke er lagerfast ved ankomsten, vil blive kørt igennem et udendørs gennemløbstørreri, inden det med et stort transportanlæg flyttes over og lagres i en af kornhallerne på stedet.

Øst for Storebælt har Overgaard også kornmodtagelse på Nybøllegård på Møn, Skjørringe Gods på Falster samt på Køge Havn.

Iselingen Gods er på 520 hektar fordelt med 150 hektar skov og 370 hektar landbrug. Herudover er der godt 200 hektar i forpagtning og pasningsaftaler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Enkelhed og gennemskuelighed

Claudio Pelsen fra Overgaard udtrykker glæde over, at så mange landmænd gjorde brug af firmaets kornmodtagelser i høsten 2017.

- Vi tager den stigende opbakning, vi oplever, som udtryk for, at landmændene sætter pris på vores enkle og gennemskuelige måde at arbejde på - med lave omkostninger til følge, udtaler Claudio Pelsen.

- Det kommer eksempelvis til udtryk ved, at vi accepterer to procent urenheder i foderkorn, samt at der ingen analyseomkostninger er for vore kunder, siger han.