Flere har over for Maskinbladet påpeget det uheldige i, at både primærlandbruget og landbrugets virksomheder er kommet under den samme hat, Landbrug & Fødevarer. For hvordan kan organisationen varetage landmændenes interesser i en tvist med virksomhederne, som sidder på halvdelen af posterne i L&F?s formandskab.

Den tvivl opstod for eksempel for godt et års tid siden, hvor landmænd følte sig dårligt behandlet af DLG og Danish Agro i forbindelse med fradrag for spiret raps. En kontroversiel sag, fordi begge parter var medlem af Landbrug & Fødevarer, som derfor kunne forventes at skulle varetage begge parters interesse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Renset for brancheinteresser

Den situation var uholdbar, og L&F?s primærbestyrelse nedsatte med accept fra virksomhedsbestyrelen et udvalg, som i daglig tale hedder ?Samhandelsudvalget?.

- Det består af tre landmands-medlemmer fra primærbestyrelsens midte. Så udvalget er renset for brancheinteresser, understreger Niels Rasmussen, formand for Samhandelsudvalget og desuden formand for den fynske landboforening Centrovice.

- Vi tager os af sager, som indstilles af en lokal landboorganisation, når parterne ikke selv har kunnet blive enige om en løsning. Det drejer sig om tvister mellem en landmand eller landmænd og en af vore medlemsvirksomheder.

- Så vurderer vi i Samhandelsudvalget, om tvisten er en sag af principiel karakter. Vurderer vi den som principiel, lader vi vore jurister vurdere, om vi vil kunne vinde sagen. Skønner vi, at sagen kan vindes, vil vi lade sagen prøve ved en domstol, fortæller formanden.

- Vi har således kørt sagerne om rapsafregningen, og vi afventer for tiden afgørelse på to sager, som vi også har kørt for landmænd. Men jura tager tid, siger Niels Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forpligtet til selv at finde en løsning

-Jeg har en god fornemmelse af, at der er tillid til behandlingen i Samhandelsudvalget. Hvis det havde været i Landbrug & Fødevarer, sagerne skulle vurderes, ville man ikke opfatte det som et uvildigt organ, siger Samhandelsudvalgets formand.

Hverken sagernes udfald eller indhold bliver der reklameret med, og Samhandelsudvalget hører ikke under de organer, Landbrug & Fødevarer reklamerer med på dets hjemmeside.

- Udvalgets eksistens er ikke så bredt kendt, men det har vi heller ikke noget ønske om, at det skal være.

- Der går tid med en sag, når der går jura i den. Og jeg synes også, parterne selv burde finde en løsning. Ja, jeg synes faktisk, parterne er forpligtet til selv at finde en klædelig løsning på deres tvister, siger Niels Rasmussen.

De øvrige to medlemmer af Samhandelsudvalget er Finn Pedersen, Østjysk Landboforening, og Lone Andersen, Familielandbruget VEST-Jylland.