Maskinbladet, Tyskland

Det er ikke kun elektronisk hekseri for hekseriets skyld, når John Deere har sat så meget ind på at videreudvikle mærkets FarmSight-teknologier - den trådløse online-kommunikation mellem mennesker og maskiner. For brugeren er der masser af gevinster at hente, såsom mindre tidsspilde, lavere brændstofforbrug og højere udbytter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Landmændene har et behov for det her - de ved det bare ikke endnu, lød det skråsikkert fra chefen for John Deeres afdeling for Integrated Solutions, Georg Larscheid, da John Deere præsenterede de seneste landvindinger inden for FarmSight for pressen på mærkets European Technology Innovation Center i Kaiserslautern i Tyskland.

- Men teknologien er kun halvdelen af det. Den anden del er, hvad folk bruger den til, fortsatte han.

FarmSight er John Deeres fortolkning af precision farming, og nu står den nye teknologi endelig i fuldt flor og er klar til brug for de landmænd, der kan se idéen - og heri ligger der en stor opgave for John Deere og andre mærker, nemlig at formidle budskabet.

- Men til sammenligning: Hvis man havde spurgt en landmand for ikke så mange år siden, om han havde brug for GPS-styring, ville mange have sagt "aldrig i livet". Nu har de det alle sammen, sagde vicepræsident for John Deeres salgs- og marketing-afdeling, Christoph Wigger, der mente, at et stort gennembrud for FarmSight teknologierne er nært forestående, ikke mindst nu, da systemerne er gennemtestede, forfinede og klar til brug.

- Ingen andre end os har investeret så meget i det her, tilføjede Christoph Wigger, mens produktchef for Intelligent Solutions, Stefan Beilharz supplerede med en bemærkning om, at "den bedste hjælp er den, du ikke opdager, at du har fået".

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gennemsigtighed

Men hvad er det så, det kan, dette FarmSight? Det giver under alle omstændigheder stor gennemsigtighed og en dybere indsigt i bedriften. Et af elementerne er individuel fjernovervågning af maskinerne, hvilket sikrer fokus på forebyggende vedligeholdelse, brændstofforbrug og ydeevne, og man får desuden nye og mere detaljerede informationer. Det giver bedre beslutningsgrundlag under styringen af bedriften.

Umiddelbart synes FarmSight-løsningerne at være mest målrettet store ejendomme med mange maskiner eller maskinstationer. Ret beset handler det om at få mest muligt ud af hver maskine - og mest muligt udbytte ud af hver kvadratmeter jord.

Eksempelvis er John Deere FarmSight maskiner udstyret med den trådløse teknologi, JDLink konstant online og kan via internettet fjernovervåges fra en computer, tablet eller smartphone. På den måde modtager man data om maskinens position og præstationer, inklusive redskaberne.

Andre mærker

Ikke mindst er der masser af tid at spare, da tekniske problemer kan løses langt hurtigere. I tilfælde af et havari i marken betyder det, at reparatøren ved, hvad han skal ud til, inden han når ud til maskinen - igen til gavn for tidsforbruget. Med brugerens tilladelse kan forhandleren diagnosticere og optimere maskinerne, hjælpe føreren og bruge markdata til bedre analyser.

De nye teknologier fra John Deere blev i Kaiserslautern lanceret under slogan'et "Information enabled agriculture" - noget i retning af informationsstyret landbrug - og den nye webportal, MyJohnDeere.com er så at sige forudsætningen for det hele. Bemærkelsesværdigt er det også, at mange af teknologierne kan anvendes på maskiner fra andre mærker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De automatiske styringssystemer kan anvendes på flere end 600 ikke-John Deere maskiner - traktorer, mejetærskere og andet selvkørende materiel, sagde Georg Larsheid, mens seniorvicepræsident for Intelligent Solutions, Cory Reed fastslog:

- Nu handler det ikke længere om, at alt skal være større, stærkere og hurtigere. Nu skal det være nemmere, smartere og mere præcist, sagde han.

Fem smarte

Og til det smarte, nemme og præcise i FarmSight fænomenet hører fem særlige teknologier:

Maskin- og mark-information med trådløs dataoverførsel: Grundlaget er MyJohnDeere.com. Er man først logget på dér - på pc eller tablet - kan man følge maskinernes færden i marken og eventuelt give maskinførerne nye ordrer. Eksempelvis under høsten kan man hjemme på kontoret se udbytte-data på pc'en, så snart maskinføreren er færdig med en mark. Eneste krav er, at maskinerne er udstyret med JDLink telemetri og et GreenStar 2630 display. Alt arbejde er omgående er dokumenteret.

Den anden teknologi er support til maskinføreren via Remote Display Access. Det går ud på, at gårdbestyreren eller forhandleren aktivt kan hjælpe maskinføreren med indstillinger af maskinen uden at bruge tid på at køre ud i marken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Farm management giver mulighed for - ad frivillighedens vej - at dele data og erfaringer med andre, igen via MyJohnDeere.com. Her kan man eventuelt vælge at lade sin landbrugskonsulent - eller en maskinstation - få indsigt i sine data.

John Deeres gylle-sensorteknologi er også interessant. Sensorer gør, at man ikke behøver gætte sig til, hvor meget gylle, der skal tildeles - systemet beregner det selv. Det fungerer ved, at traktoren, der trækker gyllevognen, selv speeder op eller ned alt afhængig af den mængde, der skal tildeles. Det sparer brændstof, gylle - og penge. Ifølge John Deeres beregninger er gevinsten omkring 1,2 euro pr. kubikmeter.

Endelig er der systemet, John Deere Field Connect, som måler jordens fugtighed i forskellige dybder - og sender informationerne trådløst til landmandens computer. Det bliver foreløbig anvendt 70 steder i Europa, og blandt fordelene er vandbesparelser, energibesparelser og sundere planter.