I overmorgen åbner en ny udstilling om innovative miljøteknologier, der kan få en hovedrolle i fremtidens bestræbelser på at reducere landbrugets udvaskning af kvælstof og fosfor.

Ifølge arrangøren, Agro Business Park, er udstillingen med navnet "Win-win technologies for nutrient management" centreret om forskellige miljøteknologier som for eksempel ekstrudering af græs fra naturarealer som en ny og lovende forbehandlingsteknologi til biogasproduktion,

Artiklen fortsætter efter annoncen

Desuden vises der mobil separation af gylle med en ny teknologi, som sikrer, at frisk gylle kan separeres direkte opsuget fra stalden,

Ydermere ses der eksempler på kontrolleret dræning, som gør landmanden i stand til at regulere vandspejlet i marken til gavn for både miljøet og udbyttet.

Blandt andre teknologier kan ses et fosfor-indeks, som er en risikoindikator for fosforafstrømning fra markerne, der beregnes sammen med gødningsplanen. Denne metode kan give landmændene større frihed, idet miljøkrav kan målrettes de marker, som der er en reel risiko ved.

Agro Business Park investerer cirka tre millioner kroner i de ovennævnte teknologier.

Måling af vandkvalitet

Udstillingen viser også teknologi i tilknytning til ovenstående, eksempelvis til måling af vandkvalitet, til præcisionsgødskning, til forsuring af gylle og til energivenlig omrøring af forrådnelsestanke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med "Win-win technologies for nutrient management", der åbnes samme dag som Innovationsnetværket for Biomasse (INBIOM) afholder årsdag, og Agro Business Park afholder generalforsamling, starter Agro Business Park samtidig en ny og dynamisk udstillingsform, hvor virksomheder under skiftende temaer får mulighed for at udstille deres innovative teknologier i den store foyer i forskerparken.

"Win-win technologies for nutrient management" er en mobil udstilling, der er etableret med tilskud fra EU's Østersøprogram via det strategiske projekt ”BalticCOMPASS”.

I dette projekt har Agro Business Park en hovedrolle i at fremme investeringer og forretningsudvikling i innovative teknologier, der både gavner landbruget og miljøet.