Uddannelses-fusion kommer til at gå stærkt
Den endelige beslutning om fusionen af de "våde" fakulteter forventes at være på plads allerede til december.
Fusionsplanerne på Københavns Universitet kom som et lyn fra en klar himmel – og de kommer til at køre efter en meget stram proces. Det fremgik af et stormøde, som blev afholdt på Det Naturvidenskabelige Fakultet tirsdag. Det skriver Ing.dk.
Den 24. oktober begynder en høringsproces, som afsluttes den 18. november, og i december tager bestyrelsen endelig stilling.
Mange medarbejdere gav udtryk for frustration over fusionstankerne og ikke mindst den korte proces, de kommer til at køre efter.
Rektor Ralf Hemmingsen var ikke helt uforstående herfor.
- Jeg skulle selv bruge et par dage til at synke mundvandet, sagde han om situationen, da han før sommerferien selv blev præsenteret for planerne om at fusionere fire fakulteter til to.
Men Ralf Hemmingsen understregede, at en hurtig proces både var nødvendig og tjente formålet, for han mente ikke, at længere tid vil bringe flere argumenter på banen.









Våde fakulteter? Hvilket universitet? Hvor henne? Det hjælper selvfølgelig, når man ved, at rektor Hemmingsen holder til i København.