Uanmeldt kontrol af drægtighedsbokse
Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold besøger i de kommende måneder 50 tilfældige udvalgte sobesætninger blandt andet for at kontrollere pladsforholdene hos de drægtige søer, som fortsat står i bokse.
Der skal være plads til, at søerne kan lægge sig samt hvile og rejse sig uden besvær. Søerne skal for eksempel kunne ligge i sideleje, og uden at hovedet hviler på krybbekant eller at bagparten er presset mod bokslågen.
Baggrunden for denne kommende kontrol er blandt andet, at søerne i de senere år er blevet større. Det skriver Videncenter for Svineproduktion (VSP).
Der kan i nogle besætninger være et fåtal af søer, som ikke ”kan være” i de konkrete bokse. Det anbefales at opstalde disse søer i for eksempel et løsdriftssystem, eller at de slagtes.
Det er lovligt at opstalde søerne i bokse i løbe- kontrolafdelingen, samt i drægtighedsstalde taget i brug før den 1. januar 1999. Endvidere må søer fortsat opstaldes i bokse i farestalden.
Nye anbefalinger til boksdimentioner
På baggrund af opmålinger af danske krydsningssøer i 2002 fremkom der nye anbefalinger til boksdimensioner.
Af praktiske årsager anbefales det kun at have én bokslængde, som er mindst 210 centimeter. Denne bokslængde opfylder både kravet til unge og ældre søers pladsbehov i længderetningen. Hvis det af byggetekniske årsager er relevant, kan en bokslængde på mindst 190 centimeter anvendes til de mindste søer.
Der er behov for bokse med to forskellige bredder i løbe-/kontrolafdelingen. Cirka 50 procent af hver. En ”standardboks” på 60 centimeter til små søer og en ”stor boks” på 70 centimeter til store søer.
Beskæftigelses- og rodemateriale
Boksens dimensioner skal sikre, dels at dyrene ikke kan vende sig eller komme til skade, dels at der er tilstrækkelig plads til såvel små som store dyr.
Det er i den daglige drift, at det afgøres, hvilken boksbredde og -længde, der passer til den enkelte so.
Alle mål er indvendige mål. Længden er angivet fra bagkanten af krybben, det vil sige krybbekanten nærmest soen.
Hvis søer og gylte er opstaldet i stalde med bokse, der er etableret efter 15. maj 2003, skal de også have permanent adgang til en tilstrækkelig mængde halm eller andet manipulerbart materiale, der kan opfylde deres behov for beskæftigelses- og rodemateriale, skriver VSP.









Kommentarer