Tyve var natten til søndag på spil hos Grundvad Maskinhandel A/S på Syvagervej 2 syd for Viborg.

Her blev der stjålet en Valtra T203 Direct traktor og en Deutz-Fahr Agrovector 37.7 teleskoplæsser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Grundvad Maskinhandels direktør, Flemming Christensen, ærgrer sig over tyveriet.

- Jeg bliver vækket omkring kl. 2 og får at vide, at der kører to maskiner nede fra forretningen, siger Flemming Christensen, der fortæller, at naboen til Grundvad Maskinhandel var blevet vækket af larmen.

- Jeg er der nede 20-30 minutter senere, og det er politiet også, men der er maskinerne forsvundet. De er kørt af de små veje, og så læsser de nok et eller andet sted, eller også gemmer de maskinerne. Det ved jeg ikke, siger Flemming Christensen.

For kort tid siden blev der stjålet maskiner hos Farmas og Henry D. Nielsen, fortæller Flemming Christensen, som tror, at der kan være tale om de samme gerningsmænd.

- Det er træls, at vi ikke kan komme det her til livs. Det er jo nogle dyre maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Valtra-traktoren havde om fredag deltaget på Græsland 14.

Begge maskiner stod låst ude foran maskinforretningen.