Odder Maskinstation, Morsø Maskinstation samt Vindbylund havde i weekenden besøg af GPS-tyve, som alle er stukket af med John Deere-udstyr.

Mens Odder Maskinstation og Vindbylund i det østlige Jylland havde begge besøg af tyvene natten til søndage den 9. april 2017, havde Morsø Maskinstation på Limfjordsøen Mors, besøg af tyve natten til lørdag den 8. april.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi vil gerne have at anlæggene er lette at bytte rundt mellem vores traktorer, men det er åbenbart for nemt.

Tenna Juul Sørensen, Odder Maskinstation.

- Det er hammer irreterende, fortæller Lars Brian Hovmøller, indehaver af Morsø Maskinstation, som mistede fire komplette anlæg, med hatte og skærme.

Det er ikke kun indehaveren, som er træt af situationen, det samme er de ansatte på maskinstationen:

- Vi var begyndt at lægge vores kunders marker ind i systemet, og nu er det hele væk. Så medarbejderne er også frusterede over arbejdet, som nu er en ommer.

Tyveriet er sket fra maskinstationen mellem klokken 1 og 6 natten til lørdag den 8. april.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For let at afmontere

Hos Odder Maskinstation er historien den samme. Her er det to komplette John Deere-anlæg, som er blevet stjålet. Anlæggene var monteret på to af maskinstations Valtra-traktorer.

- Vi vil gerne have at anlæggene er lette at bytte rundt mellem vores traktorer, men det er åbenbart for nemt, når de pludselig forsvinder om natten, fortæller Tenna Juul Sørensen fra Odder Maskinstation.

Lars Brian Hovmøller mener, at John Deere snart må komme med en løsning der gør det muligt at låse GPS-anlæggene mere permanent fast til traktoren.

- Måske kan man lave en anordning med et specielt låsesystem, som er umuligt at byde op uden den rigtige 'nøgle', foreslår Lars Brian Hovmøller.

Tenna Juul Sørensen fra Odder Maskinstation er dog bange for, at mere kompliceret låsesystemer kan gøre mere skade en gavn:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det vil være rigtig surt, hvis tyvene smadrer mere end højst nødvendigt for at løbe med udstyret. Jeg tror, at det bliver meget svært at stoppe denne form for tyveri, fortæller Tenna Juul Sørensen.