Omkring 50 høns er natten til mandag blevet stjålet fra en nedlagt landejendom på Plantagen i Vils på Mors.

Det skriver tv2nord.dk

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hønsene, der er af 5-6 forskellige racer, gik i stuehuset på landejendommen, og er blevet stjålet i nattens mulm og mørke, i tidsrummet søndag kl. 22.30 til mandag kl. 09.30, fortæller Nordjyllands Politi.

Det lokale politi har umiddelbart ingen spor at gå efter i sagen men hører gerne fra folk, der måtte have set eller hørt noget i forbindelse med indbruddet:

- Det er jo ikke noget, man sådan lige bærer væk i bæreposer, 50 høns fylder alligevel en del. Derfor hører vi gerne fra folk, der måtte have set eller hørt noget i området omkring gerningstidspunktet, fortæller politikommissær Bjørn Bo fra lokalpolitiet i Thisted til Limfjord Update.

Politiet kan kontaktes på tlf. 1-1-4.