Tyskerne ville ikke købe dansk økogrønt
For nøjagtig et år siden rykkede den danske virksomhed Aarstiderne over grænsen til Tyskland og åbnede kontor i Hamborg. Men nu er det slut.
Målet var at få forbrugere i Flensborg og Hamborg til at bestille danske økologiske grøntsager via nettet og så få de friske varer leveret lige til døren. Men efter et år har Aarstiderne givet op syd for grænsen, skriver Flensborg Avis ifølge DR.
- Vi må erkende, at det har været for svært, siger Ernst Eskildsen, der er direktør for Aarstidernes afdeling i Sverige og også har haft ansvaret for Tyskland.
Aarstidernes idé er ellers simpel. De økologiske grøntsager bliver dyrket på gårde i blandt andet Sønderjylland, og via et abonnementssystem på Aarstiderne.com bliver varerne leveret direkte til kundernes dørtrin. Den måde at få leveret grøntsager på har dog ikke fanget de tyske forbrugere.
- Der er en anden familiestruktur i Tyskland. Det er min opfattelse, at flere kvinder er hjemmegående, og derfor har de mere tid til at handle ind, siger Ernst Eskildsen til Flensborg Avis.









De er ikke så dumme dernede. Masser af km kørsel for at levere to salathoveder ude på landet er ikke specielt økologisk......