På Agromek kan den danske importør af italienske MaterMacc, Jens Lübeck Agro, fremvise den nye Twin-Row-teknologi på MaterMacc-majssåmaskiner.

Ligesom så mange andre producenter har MaterMacc foretaget forsøg, som viser merudbytter ved såning af majs i dobbelt rækker på 75 centimeter rækkeafstand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge MaterMacc vil planterne få mere plads og dermed udnytte sollyset samt næringsstofferne bedre. Planterne vil dække 45 procent af arealet mod kun 15 procent ved konventionel rækkesåning. Forsøgene viser udbyttestigninger på 10 til 15 procent ved Twin-Row-teknologien, og noget tyder på at udbyttestigningen er endnu større hos os på de nordlige breddegrader. Engelske forsøg tegner lovende og vi har målt op til 25 procent større udbytte.

Også til raps

- Vi er meget begejstrede for de erfaringer vi har gjort med Twin-Row-teknologien i år, udtaler Jens Peter Lübeck.

- Men indrømmet, det er kun vores egne målinger, men tendensen er klar, og kunderne har været meget tilfredse med konceptet.

Jens Peter Lübeck fortæller også, at enkornssåning af raps med Twin-Row vil være oplagt.

- Vi mener, at der er for lidt fokus på etableringen af raps her i landet. Det skyldes måske tidspresset, men vi har her i efteråret grubbesået raps med Twin-Row maskinen med rigtigt fine resultater, og når arbejdet kan klares i én arbejdsgang samtidig med præcis gødnings- og frøplacering, er fordelene oplagte, fortæller Jens Peter Lübeck.