Fjerkræbranchen kan ånde lettet op. Miljø- og Fødevareministeriet har netop udsendt en trusselvurdering af fugleinfluenza ved samhandel med Bulgarien.

Ministeriet skriver i deres vurdering:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Risikoen for at danske fjerkræbesætninger rammes af højpatogen fugleinfluenza gennem samhandel med levende fjerkræ og rugeæg er ubetydelig, da der ikke har været handel med Bulgarien de seneste to måneder, hvad angår de nævnte varekategorier.

Der har senest 28. februar 2019 været et udbrud af lavpatogen fugleinfluenza H5 i en besætning i Terndrup i Rebild. Og 14. marts 2019 blev der konstateret udbrud med lavpatogen fugleinfluenza H7 i en gråandbesætning i Brenderup på Fyn.

De bulgarske veterinærmyndigheder har 13. marts 2019 meddelt EU Kommissionen, at der er konstateret højpatogen fugleinfluenza af typen H5 i en andebesætning med 12.000 ænder. Myndighederne har iværksat bekæmpelsesforanstaltninger med aflivning.

Trækfuglens rute

Danmark ligger geografisk placeret på trækfuglenes trækrute, og der ses årligt fund af højpatogen fugleinfluenza blandt vilde fugle i Danmark i forbindelse med trækkene. Trækfuglene udgør en potentiel risiko for fjerkræbesætningerne, og situationen i de danske vilde fugle overvåges derfor nøje af Fødevarestyrelsen.

Risikoen for smitte med fugleinfluenza fra vilde fugle indgår ikke i ministeriets trusselvurdering.