Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: Efter en lang periode med først tilbagegang, som blev afløst af stilstand, så er der nu igen udsigt til en ny runde tovtrækning, når Trump og Xi mødes på lørdag under det G-20 møde, som finder sted 28-29 juni. Med en Donald Trump, som har haft for vane at smide lidt olie på bålet i perioden op til et vigtigt møde, så er markeds-deltagerne så småt begyndt at positionere sig hen imod mødet. Der vil med stor sandsynlighed være en afventende positionstagning hen imod mødet.

Nyt regnvejr i USA fik i går markedet til at sende priserne op på den amerikanske hvede, som steg med godt 3 procent fra bunden. Regnen får igen markedet til at frygte for endnu en udskydelse af høsten, som kan få negativ effekt på udbytterne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stemningen i oliemarkedet kan i øjeblikket beskrives med ét ord, nervøsitet. Situationen i Mellemøsten oven på det formodede iranske angreb på to olietankere - efter amerikanske efterretningskilder at dømme - for knapt 14 dage siden, synes dag for dag at forværres. Trump valgte i går at pålægge betydelige sanktioner mod Irans øverste leder Ayatollah Ali Khamenei samt 8 højtstående militære ledere. I kølvandet har Iran svaret igen med udtalelser om, at vejen mod en diplomatisk løsning på konflikten nu er fuldstændig lukket. Trods udviklingen kunne ligne mere brænde til bålet, så korrigerede prisen på en tønde nordsøolie lidt lavere i løbet af i går - efter at være steget med godt 8 procent op mod den netop overståede weekend. Men nervøsiteten ulmer - og vi kan hurtigt se yderligere stigninger, såfremt situationen eskalere. Det kommende OPEC+ møde i starten af juli oplever samtidig et tiltagende fokus. Spekulationer florerer allerede i relation til, om en forlængelse af produktionsskæringen fra sidste OPEC-møde tilbage i december sidste år i virkeligheden er nok til at skabe balance i markedet. Det bliver således interessant at se, i hvilken grad OPEC kan bibeholde sin rolle som balanceskaber på et tidspunkt, hvor OPEC's samlede markedsandel på global plan er droppet til 41,5 procent, det laveste niveau siden 2002.