Trinløs Same på over 200 heste
På Same Iron 190 Continuo har italienerne tilføjet den nye IMonitor terminal, som samler og letter indstillingen af en lang række funktioner på den trinløse traktor
Det er bidende koldt, og flere gange driver kraftige snebyger hen over marken, hvor vi tester den nye Same Iron 190 Continuo.
Det er ikke ideelle forhold for test og videooptagelse, men de ekstreme vejrforhold giver os til gengæld rig lejlighed til at teste traktorens varmeapparat.
Og på trods af at både jeg selv og fotografen er både våde og kolde, når vi gang på gang sætter os i kabinen, er det en fornøjelse at opleve, hvordan det gennemtænkte ventilationsanlæg ikke blot er i stand til at holde en god temperatur i kabinen, men også holder samtlige ruder i kabinen fri for dug.
I modsætning til en række andre fabrikater, som har varmeapparatet placeret i kabinens tagkonstruktion, har Same valgt at placere varmeapparatet under instrumentbrættet. Det betyder, at varmen blæses ud i bunden af kabinen, og samtidig sørger et kanalsystem for, at der også ledes luft ud ved samtlige vinduer. Det giver mulighed for at holde en forholdsvis høj temperatur ved fødderne i bunden af kabinen, mens temperaturen i hovedhøjde kan holdes på et moderat niveau.
Ny terminal letter opsætningen
Som den første Same her i landet er den testede traktor udstyret med SDF-gruppens nye IMonitor terminal, der er monteret skråt til højre for føreren.
Indstillingerne foretages ikke direkte på skærmen, men med et drejehjul og genvejstaster, der er anbragt tæt ved førersædet.
Sammenlignet med en berøringsfølsom skærm hvor indstillingerne foretages direkte på skærmen, kan systemet med taster og hjul virke en smule gammeldags. Men når det går stærkt, og koncentrationen ligger på arbejdet frem for skærmen, føler jeg mig faktisk mere sikker på at ramme den rigtige genvejstast frem for et felt på en lille skærm.
Smag og behag er selvfølgelig forskellig, men jeg synes faktisk, at løsningen fra Same er udmærket, og samtidig giver betjeningssystemet også producenten mulighed for at flytte skærmen lidt længere værk fra føreren, så der bliver bedre plads til de øvrige betjeningshåndtag.
IMonitoren gør opsætningen af traktoren lettere, og samtidig giver monitoren føreren et godt overblik over, hvordan traktoren er sat op. Monitoren giver ligeledes mulighed for at gemme opsætningen af eksempelvis foragerautomatikken til de forskellige redskaber.
En rigtig fin facilitet i monitoren er, at føreren selv designer skærmbilledet og bestemmer derved selv hvilke funktioner, der skal vises på arbejdsbilledet.
Når ASM kontakten i armlænet aktiveres, til- og frakobles traktorens firehjulstræk og differentialespærre automatisk. Med IMonitor kan føreren nu selv indstille, ved hvilke hastigheder og styrudslag de forskellige funktioner skal udføres. Det mener jeg, er en fin facilitet, da der kan være stor forskel fra redskab til redskab, hvornår det er hensigtsmæssigt at eksempelvis differentialespærret aktiveres.
Ny transmission ? men samme funktion
Lige som de mindre brødre i Continuo-serien kører også Iron 190 med en trinløs transmission fra ZF. Typen er dog en anden, men oplevelsen af transmissionen er nøjagtig den samme.
Når topfarten er nået, reduceres motoromdrejningerne gradvist, og hvis forholdene tillader det, kan chaufføren køre transport med 40 kilometer i timen med cirka 1.400 motoromdrejninger.
Transmissionen kan programmeres til to forskellige kørselsmønstre. Derudover har transmissionen et program, der anvendes, når man arbejder med redskaber, som trækkes af traktorens kraftudtag. I programmet har jeg mulighed for trinløst at justere, hvor mange omdrejninger kraftudtaget må falde, før transmissionen begynder at reducerer fremkørselshastigheden. Derved kan traktoren let sættes op til redskaber, som er mere eller mindre fleksible med hensyn til omdrejningerne på traktorens kraftudtag.
Lige som mange andre traktorer har Same Iron 190 Continuo både 540 og 1.000 omdrejninger på kraftudtaget. Men derudover har kraftudtaget også en økonomi-indstilling, hvor kraftudtaget roterer med enten 540 eller 1.000 omdrejninger ved moderate motoromdrejninger.
Netop på en trinløs traktor, hvor der er mulighed for at regulere hastigheden uden at ændre på motoromdrejningerne, kan man rigtig udnytte økonomiindstillingen på kraftudtaget.
Skiftet sker mekanisk med to håndtag i kabinen, mens selve tilkoblingen af kraftudtaget foregår elektrisk med en vippekontakt. Kraftudtaget kan også til- og frakobles med trykknapper på begge bagskærme. Knapperne er anbragt på ydersiden af skærmene og kan ikke nås, mens føreren er i nærheden af kraftoverføringsakslen.
Kraftudtaget har også en auto funktion, som automatisk fra- og tilkobler kraftudtaget, når liften hæves og sænkes, men traktoren skal være i bevægelse for at kraftudtaget aktiveres.
Luftaffjedret kabine
Førerkabinen på den trinløse Same affjedres med luft. Sammen med den affjedrede foraksel giver det en vældig fin komfort. I modsætning til systemer med fjedre og støddæmpere, er Same-traktorens affjedring en aktiv affjedring, hvor sensorer sørger for at kabinen altid holdes i en konstant højde i forhold til chassiset. Automatikken sørger også for, at affjedringen optimeres i forhold til førerens vægt, og det var tydeligt at mærke, at der blev reguleret på affjedringen når en passager kom ind i kabinen.
Same opgiver selv lydniveauet i kabinen til knapt 70 dbA. Ved vejtransport og ved markarbejde med moderate motoromdrejninger målte vi støjen til 71,2 dbA, mens de steg til 74,8 dbA ved fuld belastning og 1.800 motoromdrejninger - lidt højere end fabrikstallene.
Specielt fra venstre side er det let at komme ind og ud af kabinen. Der er gode skridsikre trin, som sikrer, at man ikke falder, og en stor dør giver god plads til at komme ind i kabinen.
Udbygningen af armlænsbetjeningen og montering af IMonitor gør, at døren i højre side af kabinen efterhånden er reduceret til en nødudgang.
Den affjedrede foraksel fungerer fint, og i modsætning til andre akseltyper har Same valgt en affjedret aksel som ikke kræver væsentligt mere vedligehold end en standardaksel.
Traktoren er udstyret med fuldsvejste fælge, som er en rigtig god ting til en traktor med over 200 hestekræfter.
På forhjulene er der monteret dæk i dimensionen 600/65R30, og kombinationen af de forholdsvis brede dæk og de fuldsvejste fælge giver desværre traktoren en lidt for stor venderadius.
Godt greb om betjeningen
Det koblingsfrie vendegear betjenes enten med et håndtag til venstre for rattet eller med trykknapper på kørehåndtaget, der er integreret i sædets højre armlæn. Fra kørehåndtaget betjenes også to af de fire hydraulikudtag samt liften og foragerautomatikken.
Opsætningen af automatikken er forholdsvis let, og sker lettest ved at optage sekvenserne samtidig med at de udføres. Sekvenserne udføres enkeltvis ved at give et lille vip med kørehåndtaget, og de vises i IMonitoren.
Den enkeltvise afspilning giver god kontrol over, hvornår de enkelte funktioner udføres. Efterhånden som man bliver dus med systemet, kunne det være smart, hvis to eller flere funktioner kunne linkes samme, så antallet af vip med håndtaget kunne minimeres.
Armlænsbetjeningen giver generelt en let og behagelig betjening af traktoren. Men specielt som her, hvor jeg pløjer, kunne jeg godt ønske, at liftens højderegulering også blev flyttet over i armlænet, idet jeg løbende regulerer en smule på liften under kørslen.
Udformningen og specielt størrelsen af kørehåndtaget falder ikke umiddelbart i min smag. Men det ændrer ikke ved, at man fra sædet i Same Iron 190 Continuo har et godt greb om betjeningen af traktoren.
Plusser
Luftaffjedring af kabine
Varmeapparat og luftfordeling i kabinen
Indstilling af motor/transmission
Udsyn
Værktøjskasse på begge sider
Minusser
Venderadius
Manglende liftkontrol i armlæn
Først Powerboost over 20 kilometer i timen
Stort kørehåndtag
Tekniske specifikationer
Motortype Deutz TC 2012 4V
Volumen, cm³ 6.057
Maks. Effekt, kW/hk 149/203
Maks. effekt med boost, kW/hk 165/224
Maks. moment med boost v. 1.500 o/min, Nm 851
Transmission trinløs
Maks. hydraulikkapacitet, l/min 160
Pumpe til styretøj, l/min 44
Antal dobbeltvirkende udtag 4
Maks. Løftekapacitet, kg 10.000
Bagdæk 650/65R42
Fordæk 540/65R34
Egenvægt, kg 7.300
Tankkapacitet, l 435
Akselafstand, m 2,82
Højde, m 3,16
Det koster Same Iron 190 Continuo
Pris for testet model inkl. ekstraudstyr
Pris basistraktor 975.200
Ekstraudstyr monteret:
Merpris for 710/70R38 og 600/65R30 15.000
Frontlift 27.300
Pris i alt på testet traktor 1.017.500
Yderligere muligt ekstraudstyr:
Front lift plus tre ekstra hydraulikudtag 36.900
Front-pto 19.000
Xenonlys bag 6.600
Xenonlys foran 6.900
1.000 kg vægtklods 8.000
Mekanisk affjedret kabine - 9.400
Lydniveau
Transport 1.500 o/min 30 km/t 71,3 dBA
Markarbejde 1.800 o/min 9,6 km/t 74,8 dBA
Markarbejde 1.460 o/min 8,2 km/t 71,2 dBA
Stilstand tomgang 64,9 dBA
Stilstand max o/min 72,8 dBA
Importørkommentar
Af Kristian Dalum, HCP
Maskinbladets aftale om at teste denne traktor blev indgået med Scan-Agro i Hadsund, men eftersom HCP nu er udnævnt til at importere Same og dermed også Lamborghini traktorer i Danmark, er det faldet i min lod at kommentere testen. Det gør jeg også rigtig gerne, for som man sikkert kan fornemme af Helge Nielsens tekst, er det en traktor, som virkelig er en fornøjelse at køre. Kombineret med komponenter af virkelig høj kvalitet fra Deutz og ZF med 24 måneders garanti, bør Same Iron 190 Continuo komme til at spille en fin rolle i traktorsegmentet 200+ hestekræfter, hvor der sker relativt meget lige nu.
Traktoren er klar til at møde udfordringerne fra krævende kunder, idet den kan leveres med op til syv elektriske E/D ventiler, hvor alle kan indstilles med både flow og timing via I-monitoren. Samtidig kan ventilernes placering også lynhurtigt ændres i monitoren, så man altid kan vælge den mest hensigtsmæssige betjening til en opgave. Da LS-pumpen yder 160 l/min, netto, er der altid olie nok til rådighed, enten via de almindelige udtag, eller gennem de store LS-udtag, som kaldes Power-beyond. Det betyder, at der kan udtages over 50 hestekræfter fra hydraulikanlægget.
Traktoren har luftaffjedret kabine med niveauregulering, forakselaffjedring, som ikke blot er affjedring, men også en elektronisk svingningsdæmper, der dræber niksvingninger inden de kommer i gang. Kombineret med en gearing, hvor den lovlige tophastighed nås ved 1.110 o/min, er komforten herved helt i særklasse.










Kommentarer