Økologi og effektive efterafgrøder er to sider af samme sag. Og nu bliver det lettere at dyrke efterafgrøder, der beriger jorden med både kulstof og kvælstof. ØkologiRådgivning Danmarks konsulenter står bag tre nye blandinger, som DSV leverer frø til, og som sælges af firmaet KP-ØkoFrø under navnene CN-forår, CN-efterår og CN-Landsberger.

Dækker de fleste behov

De tre blandinger er målrettet forskellige situationer. Der er en blanding til undersåning i korn om foråret, en blanding til tidlig etablering efter høst samt en blanding til etablering først i september. Alle indeholder kvælstofsamlende bælgplanter samt græs og urter, der opsamler kvælstof og beriger jorden med kulstof. Deraf blandingernes fornavn CN.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil gerne gøre det let for økologiske landmænd at bruge blandinger. De tre nye blandinger kan dække mange af de behov, økologer har, og vi tror på, de kan bidrage til større succes med efterafgrøder, end vi hidtil har set, siger økologirådgiver Erik Kristensen, der er hovedarkitekten bag blandingerne.

Fokus på rødder og C/N

Når ØkologiRådgivning Danmark slår et slag for blandinger i stedet for artsrene efterafgrøder, er det for at få større effekt. Man får ganske enkelt mere for pengene.

- Tyske undersøgelser peger på, at blandinger samler og frigiver mere kvælstof end arterne hver for sig. Når rodprofiler og andre egenskaber er forskellige, udnytter planterne ressourcerne over og under jorden mere effektivt, forklarer Erik Kristensen.

Udover, at alle blandinger indeholder mindst én N-samlende art og er gode forfrugter, har ØkologiRådgivning Danmark lagt vægt på arternes rodprofiler og på andre faktorer, der fremmer frugtbarheden. Alle blandinger er overvintrende, nogle arter fremmer svampevækst i jorden, og nogle efterlader stor biomasse i jorden og bidrager dermed til kulstofopbygning.

Blandingerne kan bestilles nu, men især hvis man ønsker at afprøve CN-forår, opfordrer Karsten Pedersen, KP-ØkoFrø, til at bestille udsæden snarest.