De tre nye modeller i Challenger MT700D serien strækker sig fra 335 hestekræfter til 382 hestekræfter maksimalt. Ydelserne kommer fra en 8,4 liter AGCO Power motor fra finske SISU.

Tre nye bæltemodeller fra Challenger

Challenger præsenterer tre nye traktormodeller på bælter - modeller som blandt andet har fået SCR-teknologi under hjelmen fra SISU.

Af Morten Damsgaard  17.08.12 | 10:00

De amerikanske Challenger MT700C-serie bæltetraktorer er nu fortid, da Challenger i år præsenterer den nye MT700D-serie.

Serien rummer stadig tre modeller, men ydelserne er steget, og effekten for de tre modeller ligger på maksimalt 335 hestekræfter for den mindste model MT745D, 358 hestekræfter for MT755D og topmodellen MT765D runder 382 hestekræfter maksimalt.

Ydelsen kommer ikke længere fra en knap ni liters CAT motor, men derimod en 8,4 liters sekscylindret AGCO Power motor med fire ventilteknik per cylinder og Commen Rail indsprøjtningsystem.

Motoren har AGCO’s anden generation SCR-teknologi og bruger derfor AdBlue som tilsætning. Motoren lever på den måde op til de amerikanske Tier IV Interim kravene, eller Stage IIIB som kravene kaldes i EU.

Ifølge AGCO vil der være en brændstofbesparelse på ti procent med de nye motorer sammenlignet med de tidligere motorer i MT700-serien. Brændstoftanken er som standard 413 liter stor, men kan vælges i en udgave på 527 liter. AdBlue tanken rummer 68 liter.

Bagtøjet er kraftigt bygget, og trepunkts liften magter 11,4 ton. Hydraulikydelsen ligger på 165 liter i minuttet ved 200 bars tryk maksimalt. Det er desuden standardudstyr med PTO-udtag. Baglårene er blevet bredere, så de støtter mere på bælterne, idet lejerne i låret er sat med en større afstand.

Jord binder ikke til bælterne

Undervognen er også blevet opdateret på den nye MT700D serie. Der er kommet et lag gummi mere i bælterne, så levetiden på bælterne bliver forlænget.

Desuden er bærerullerne blevet vulkaniseret med polyurethane, som er et stof, der gør rullerne mere glatte, så fedtet jord ikke på samme måde klæber sig fat på bærerullerne. Der er også kommet nye lejer i bærerullerne med forlænget levetid.

Serviceintervallet på motorolie er blevet forlænget til 400 timers interval, og lydniveauet skulle også være dæmpet, dels med en anden dør og dels fra en mindre støjende motor.

Ifølge AGCO Danmark forventes de første MT700D til Danmark i 2013.

Relaterede artikler

Kommentarer

Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb. Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.