Færdselsgruppen, der repræsenterer en række organisationer med tilknytning til landbruget, herunder maskinhandlerne og Landbrug & Fødevarer, har også skrevet til Folketingets Transportudvalg og henvist til, at GTS instituttet, Agro Tech, på Færdselsgruppens initiativ har undersøgt, hvor meget gyllevogne reelt trykker på vejene med 10 tons akseltryk. Rapporten konkluderer, at gyllevognen med 10 tons akseltryk, forsynet med brede lavtryksdæk, trykker 40-60 procent mindre end lastbiler.

- Vi får med baggrund i de vedlagte fakta, rapporten og bælteberegningerne dokumenteret, at der slet ingen grund er til, at virksomheder og kommuner skal bebyrdes med ansøgninger om dispensationer for kørsel med køretøjer, som belaster vejene mindre end sammenlignelig lastbilkørsel. Vi støtter naturligvis regeringens målsætning om øget vækst og mindre bureaukrati. Dens opfyldelse betinger til gengæld også, at virksomhederne har tillid til, at de investeringer, de foretager, er bæredygtige. Vi finder det meget problematisk, når der skal indsendes ansøgninger om dispensationer, som den enkelte kommune kan ændre fra år til år, påpeges det.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Forskellige afgørelser

Der henvises endvidere til, at der kan være forskel på afgørelser i nabokommuner, hvor en virksomhed har aktiviteter i begge kommuner:

- Det kan dreje sig om investeringer i bæltekøretøjer til høst af roer eller traktor og gyllevogn med en investeringssum på op til fire millioner kroner. Hvis en kommune afviser en dispensation, så en nyindkøbt traktor med gyllevogn ikke kan udnyttes, og en bæltemaskine skal flyttes mellem marker på blokvogn, er forudsætningen for investeringen totalt ændret og forfejlet. Vi opfordrer i stedet til, at dimensionsbekendtgørelsen ændres, således at kørsel med tre-akslede gyllekøretøjer tillades på hele vejnettet under de betingelser, som er gældende for nuværende dispensationer for statsvejene. Med hensyn til bæltekøretøjer opfordrer vi til, at dimensionsbekendtgørelsen ændres således, at kørsel med bæltekøretøjer tillades, når kontakttrykket på vej ikke overstiger 8 kg/cm2 og totalvægten ikke overstiger 32 tons, som er gældende for en fire- akslet lastbil, fortsætter henvendelsen.

Ikke rimeligt

Det undrer folkene bag henvendelsen meget, at kørsel med en tre-akslet gyllevogn forsynet med brede dæk og lavt dæktryk kræver dispensation til 10 tons akseltryk på kommunens veje, når en to-akslet gyllevogn godt må køre overalt på kommunens veje med 10 ton akseltryk ? også selv om den forsynes med supersingledæk med højt dæktryk:

- Lastbiler må lovligt køre rundt på alle kommunens veje med op til 11,5 tons akseltryk, når drivakslen er forsynet med tvillingemonterede dæk og vejvenlig affjedring. Nu er totalvægten for 6-akslede lastvognskøretøjer forøget til 50 tons og for 7-akslede køretøjer forøget til 56 tons - vel at mærket uden, at der skal søges nogen form for dispensation. Det er ikke rimeligt, at der skal gælde andre vilkår for landbrugsmaskiner med vejvenlige dæk og bælter, slutter henvendelsen til Folketingets Transportudvalg.