Hønniker - høner fra udrugning og indtil de begynder at lægge æg i en alder af cirka 16 - 18 uger - i danske buropdrætssystemer har ikke krav på siddepinde eller strøelse, sådan som æglæggende høner i bursystemer har haft krav på, siden EU fra årsskiftet 2012 forbød de gamle traditionelle bure af dyrevelfærdsmæssige hensyn.

Det fremgår af et svar fra miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen til Maria Reumert Gjeding fra Enhedslisten.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Der findes regler for høner, som lægger æg, men der findes i dag ikke i EU eller i dansk regi specifikke regler om forholdene for hønniker. Hønniker er i Danmark lovgivningsmæssigt beskyttet af de generelle dyreværnsregler, oplyser ministeren.

Branchekode

Brancheorganisationen Danske Æg, hvis medlemmer står for langt hovedparten af dansk ægproduktion, har derudover udarbejdet en branchekode for opdræt af hønniker til den danske konsumægsproduktion, som udstikker retningslinjerne for opdræt af hønniker, herunder indretning og drift ved opdræt af hønniker i bure eller på gulv.

Det fremgår blandt andet af branchekoden, at retningslinjen for belægningsgrad i bure er mindst 300 kvadratcentimeter nytteareal pr. brun hønnike ved udsætning, og mindst 280 kvadratcentimeter nytteareal pr. hvid hønnike ved udsætning. Det svarer til cirka 33,3 brune høner eller 35,7 hvide høner pr. kvadratmeter.

Stimulusberigede bure

Når det gælder høner, der er begyndt at lægge æg, gælder EU-reglerne om, at der i stimulusberigede bure til æglæggende høner skal være mindst 600 kvadratcentimeter nytteareal pr. høne for lette og middelsvære racer, som normalt anvendes i dansk ægproduktion. Det svarer til 16,7 høner pr. kvadratmeter nytteareal.

I henhold til Dyreværnsloven skal enhver, der holder dyr, sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder blandt andet at de huses under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Det gælder også hønniker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Specifikke EU-regler

Ministeren mener i øvrigt, at hønniker bør, ligesom æglæggende høner, være omfattet af specifikke EU-regler:

- Danmark, Tyskland og Nederlandene underskrev den 14. december 2014 den såkaldte "Vught-erklæring" - Joint Declaration on Animal Welfare - hvoraf det blandt andet fremgår, at de tre lande finder det nødvendigt at overveje behovet for yderligere dyrevelfærdsmæssige EU-bestemmelser for opdræt af landbrugsdyr, herunder EU-regler for opdræt af hønniker. Jeg arbejder derfor sammen med mine ministerkollegaer på at gøre øvrige medlemslande og EU-kommissionen opmærksom på dette. EU-regler for opdræt af hønniker er den mest hensigtsmæssige løsning, der kan bidrage til at løfte dyrevelfærden for hønniker på europæisk plan og samtidig bevare dansk hønnikeproduktions konkurrencevilkår, slutter miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.