Efter blot tre års udviklingsarbejde er den østrigske traktorproducent, Lindner, på vej med producentens tredje modelserie, Lintrac, der kommer til at byde på både trinløs transmission og medstyrende bagaksel. Den skulle ifølge det tyske landbrugssite, Agrartechnik blive klar til den første præsentation i dette efterår.

Ifølge producenten bliver den kommende Lintrac den første traktor med både medstyrende bagaksel og trinløs transmission.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Virksomhedens forretningsfører Hermann Lindner slår på, at den medstyrende bagaksel ikke mindst er en fordel i bakkede eller ligefrem bjergrige egne som netop i Østrig. Det gør hurtige vendemanøvrer nemmere.

Den trinløse transmission, Terramatic TMT09 er udviklet i samarbejde med gearkasseproducenten ZF.

Nyheden vises officielt den 24. til 28. oktober under en udstilling i fabrikkens nye Lindner-Innovationszentrum i Kundl, hvorefter den får officiel verdenspremiere på Agritechnica 2013 i Hannover i november.

Lindner bygger hvert år omkring 1.400 styk af modellen Geotrac og cirka 200 Unitracs, og cirka halvdelen eksporteres.